Side 2

Højdosis Cytosar Cytosar kaldes også Cytarabin eller ARA-C. Ordet "højdosis" refererer til, at Cytosar gives i en højere dosis end i visse andre kemokure. Dag 1 2 3 4 5 Cytosar X X X (formiddag) Cytosar (aften) X X X Behandlingen bliver givet i et centralt venekateter (forkortet CVK). Hvis du tidligere har fået kemoterapi for din sygdom, har du allerede et CVK. Hvis ikke, skal du have anlagt CVK forud for start af kuren. Et CVK er en større adgang til blodbanen end dét, mange kender som et drop eller venflon i armen. CVK lægges ind i en større blodåre på brystkassen, tæt ved kravebenet. Det tilstræbes, at CVK bliver liggende i hele dit behandlingsforløb. Hvis du ikke har CVK, vil du få udleveret en særskilt information om anlæggelse af kateteret. Cytosar bliver givet som infusion. Det betyder, at det blandes i væske og gives ind i blodbanen via dit CVK. Der vil også altid være en pose saltvand til at skylle dropslangen med. Droppet med kuren tilkobles en infusionspumpe (dråbetæller), som sørger for, at Cytosar bliver givet med nøjagtig indløbshastighed. Det tager ca. 4 timer for Cytosar at blive givet, og du skal have Cytosar i 5 dage, i alt 6 gange. Du kan se i skema ovenfor, hvilke dage og tidspunkter stoffet bliver givet på. Kemoterapien nedbryder mange celler i kroppen, og affaldsstofferne herfra passerer ud af kroppen sammen med urinen. For at beskytte urinvejene mod disse affaldsstoffer skal du have tabletter, der hedder Allopurinol. Du skal derudover have ca. 4-5 liter væske pr. døgn ind i kroppen under kuren. Det du ikke selv kan drikke, giver sygeplejersken dig i droppet. Det kan blive nødvendigt at give dig vanddrivende medicin for at sikre, at du kommer af med overskydende væske. Det er vigtigt, at du efter kurdagene fortsætter med at drikke rigeligt - gerne 2-3 liter dagligt. Kvinder, som har menstruation, skal have medicin, der stopper deres menstruation i hele behandlingsforløbet. Begrundelsen er, at kemoterapien giver nedsat antal blodplader, der normalt medvirker til at standse blødning. Derfor kan kroppen ikke selv standse menstruationen igen - især ikke, hvis den indtræder, mens blodplade-tallet er lavest. Højdosis Cytosar kan påvirke dine øjne. Du kan få "røde øjne" og symptomer som svie, kløe eller en fornemmelse af irritation eller "grus" i øjnene. Du skal derfor have dryppet øjne 5 gange dagligt - fra kuren begynder til og med nogle dage efter, at den er slut. Du er velkommen til selv at dryppe øjne efter oplæring. 2/5

Side 3

Højdosis Cytosar BIVIRKNINGER Hårtab I forbindelse med behandlingen vil du helt eller delvist tabe håret på hovedet og andre steder på kroppen. Håret vil vokse ud igen, når behandlingen er afsluttet. Det kan være anderledes i farve og struktur, når det kommer igen. Tal med os, hvis du ønsker at søge tilskud til paryk eller hat. Kvalme og opkastning En del patienter oplever kvalme og opkast. Derfor vil du også få kvalmestillende medicin sideløbende med din behandling. Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage din kvalmestillende medicin i den aftalte periode, også selvom du ikke oplever kvalme. Fortæl os, hvis du er meget generet af kvalme. Vi kan hjælpe dig med at justere din medicin, så den virker bedre. Du kan modvirke kvalme ved at: • Spise hver gang du er sulten gerne mange små måltider om dagen • Drikke rigeligt - gerne ca. 40 ml pr. kg. kropsvægt • Sidde op og spise • Spise let fordøjelig mad, eksempelvis frugt, desserter, kiks og lignende • Anrette maden pænt • Hvile dig i løbet af dagen • Bevæg dig hver dag og få frisk luft i løbet af dagen • Brug evt. et Seaband armbånd • Lyt gerne til musik, du kan lide det kan måske aflede din kvalme. Ændret afføringsmønster Dit afføringsmønster kan ændre sig. En del patienter får diarre, mens enkelte kan opleve det modsatte, nemlig forstoppelse. Du kan også få mavesmerter i forløbet. Det er vigtigt, at din mave fungerer, når du bliver behandlet med højdosis Cytosar. Hvis maven går i stå, skal du fortælle os det. Eventuelle problemer plejer ikke at vare ved, men tal med personalet herom, hvis du har behov for hjælp og vejledning. Påvirkning af slimhinder En sjælden bivirkning er irritation af slimhinden i blæren eller munden. Kontakt os med det samme, hvis du: • Får sår, blærer eller belægninger i mund og svælg • Oplevet mundtørhed • Får sejt spyt • Har øget slimdannelse • Har synkesmerter eller problemer med at tygge maden • Smerter eller blødning i forbindelse med vandladning. Drik rigeligt, så blære og urinveje gennemskylles grundigt. Vær ekstra opmærksom på din mundhygiejne. 3/5

    ...