Blodprøver - print og skriv blodprøvesvar ned Til patienter og pårørende Vælg farve Information om blodprøvesvar Vi har erfaring for, at mange patienter eller pårørende bliver interesserede i at følge med i bestemte blodprøvesvar, fordi personalet på hæmatologisk afdeling ofte taler om disse blodprøver. Det er blodprøver, som bliver eller kan blive påvirkede i forbindelse med mange typer kemokure, og som fx. også har betydning for, hvornår man kan blive udskrevet. Der er dog også patienter, der ikke har interesse i eller overskud til at følge med i blodprøvesvarene. Det må derfor understreges, at det ikke forventes, at du følger med i prøvesvarene, men er noget, du kan gøre, hvis du har lyst til det. Fald og stigninger Nogle behandlinger sænker blodprøvesvarene meget, mens andre kun gør det i mindre eller næsten ingen grad. Hvis blodprøvesvarene ("tallene") har været lave i en længere periode, kan de nogle gange have lidt svært ved at stige igen - især, hvis man er nået et stykke henne i behandlingsforløbet og dermed har fået flere kemokure. Nogle tal kan skiftevis stige og falde lidt over nogle dage, før de går ind i en vedvarende stigning. Små udsving i blodprøvesvarene har ofte ingen betydning. Du har sjældent grund til bekymring, hvis et prøvesvar viser et faldende tal igen, efter at tallet ellers var i stigning. Eller hvis tallet ikke er så højt, som du måske havde troet eller håbet. Vi har erfaring for, at tallene for nogle patienter med bestemte sygdomme kommer til at "fylde" meget. Vi vil opfordre til, at du snakker med personalet, hvis du er uforstående over for eller bekymret for dine tal, så du evt. ikke bekymrer dig unødigt. Du vil også opleve at blive udskrevet eller befinde dig hjemme med blodprøvesvar, som viser noget lavere tal end dét, der er angivet som normalt overfor. Men kroppen kan godt fungere udmærket med lavere tal, og du bliver kun udskrevet, når det er forsvarligt. Odense Universitetshospital Hæmatologisk Afdeling X Tlf. 65 41 11 52 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odexpatient Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdx x 1/5 Materiale nr: 110656 17.09.2021
Download PDF fil