Rituximab (MabThera) Rituximab er et antistof Det bruges ofte i kombination med kemoterapi, men bruges også som vedligeholdelsesbehandling, når et behandlingsforløb er afsluttet, og som eneste behandling ved nogle sygdomme. Rituximab bruges ved mange forskellige sygdomme og symptomer. Nogle er godartede, og andre er ondartede. Behandling med Rituximab kaldes ofte immunterapi Immunterapi er behandling med antistoffer. Antistoffer findes og dannes normalt i kroppen, hvor de er en del af immunsystemet. Ved immunterapi er antistoffet udviklet til at finde kræftcellerne og ødelægge dem. Når Rituximab finder en kræftcelle og binder sig til den, går den til grunde. Behandlingsforløbet Det afhænger af din sygdom og din øvrigt planlagte behandling, hvor tit og i hvor lang tid du skal have Rituximab. Det får du at vide af din læge. Du kan også komme ud for, at din behandling bliver udskudt, hvis din tilstand midlertidigt ikke tillader ny behandling. Din læge vurderer løbende, om du tåler behandlingen eller skal holde pause. Du får normalt behandlingen ambulant. Det vil sige, at du kan tage hjem igen samme dag. Rituximab gives i drop. Første gang tager behandlingen længere tid end de efterfølgende gange. Du får taget blodprøver dagen før behandlingen på et lokalt sygehus, så lægen kan vurdere, om du er klar til næste behandling. Kuren bestilles også dagen før og er klar, når du ankommer til ambulatoriet. Du får udleveret tabletter, der forebygger en allergisk reaktion. De udleveres ofte ved dit fremmøde i ambulatoriet og kan indtages i hjemmet 1 time inden behandlingen. Når du er ankommet til behandling, vil du få anlagt en tynd plastikslange (venflon) ind i en blodåre på armen. Sygeplejersken kontrollerer, at venflonen virker og ligger korrekt. Du får medicinen via en pumpe, der sikrer, at du får medicinen med den rigtige hastighed. Dit venflon bliver fjernet af sygeplejersken, inden du tager hjem . Første gang du skal have behandling med Rituximab, vil selve drop-behandlingen tage 3-4 timer. Du får en meget lille dosis i begyndelsen, da medicinen kan udløse en allergisk reaktion. Hastigheden øges gradvist, så din krop langsomt vænner sig til stoffet. Imens holder sygeplejersken øje med din temperatur, puls og blodtryk for at se, hvordan du reagerer på behandlingen. Hvis du ikke får en allergisk reaktion første gang, kan de efterfølgende behandlinger gives hurtigere. Ofte gives Rituximab sammen med kemoterapi, og derfor kan den samlede behandlingstid i ambulatoriet være længere. Hvis du kun får behandling med Rituximab, vil du sandsynligvis kunne have en hverdag, som du plejer. Spis og drik, så du får godt med næring. Det er ikke tiden til slankekur, mens du er i behandling. Sørg for at få frisk luft og motion og god nattesøvn. Hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen. 2/4
Download PDF fil