Side 1

Medicinvejledning Lav Dosis Naltrexone (LDN) Til patienter og pårørende Vælg farve Hvad er Naltrexone? Naltrexone er et medicinsk præparat, som er mest kendt for sin blokerende virkning på kroppens morfinreceptorer. Naltrexone virker også i belønningssystemet i hjernen, hvor det nedsætter trangen til rusmidler. Naltrexone bruges derfor til behandling af misbrugere. Der er erfaring for, at lave doser af Naltrexone (LDN) kan have effekt på smerter og træthed ved fx fibromyalgi. Hvad bruges Naltrexone til? Det er usikkert, hvad den præcise virkningsmekanisme af LDN er. Der er indtil videre kun meget lidt videnskabelig dokumentation for, at LDN kan forbedre symptomerne hos patienter med så forskellige sygdomme som fibromyalgi, sklerose og tarmsygdommen morbus Crohn. Man mener, at LDN kan forbedre kroppens respons på endorfiner ved at øge antallet af morfinreceptorer. Der er også meget, der tyder på, at LDN kan have anti-inflammatorisk effekt. Flere virkningsmekanismer er formentlig indblandet. LDN kan muligvis også virke på andre smertetilstande end fibromyalgi, dette er dog ikke videnskabeligt undersøgt endnu. LDN virker ikke på alle, og det er kun ca. halvdelen af dem, der har effekt, der oplever, at det virker smertelindrende. Andre vil opleve, at LDN i stedet virker på træthed, ømhed, humør og overskud til at gøre ting i hverdagen. Hvordan tages Naltrexone? LDN tages i en daglig dosis typisk ved sengetid. I nogle tilfælde vil det fungere bedre at tage medicinen om morgenen. I de fleste tilfælde vil man starte med en lav dosis på enten 0,75 milligram eller 1,5 milligram. Dosis kan øges langsomt, mens man holder øje med effekt og bivirkninger. Dosis kan øges med 0,75 milligram eller med 1,5 milligram ad gangen, afhængigt af hvor medicinfølsom man er. Den rette dosis er individuel, men de fleste ender på en dosis, som ligger et sted mellem 3 og 6 milligram. I enkelte tilfælde kan lægen vælge at starte med en højere dosis for at opnå hurtigere effekt. Hvornår virker det? Effekten indtræder langsomt i løbet af 1-2 uger, derfor venter man som regel 2 uger, før dosis øges. Er der bivirkninger? Erfaringerne med LDN tyder på at bivirkninger er almindelige, men som regel milde, og der er aldrig rapporteret om alvorlige bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger er hovedpine, mavesmerter, diarre og øget drømmeaktivitet. Bivirkningerne er som regel forbigående og vil ofte forsvinde i løbet af 3-4 dage. Hvor længe skal jeg tage Naltrexone? Behandlingsvarigheden aftaler du med din kontaktlæge i Smertecentret. Praktiske råd? Hvis du er i behandling med morfinpræparater, skal du trappe ud af disse, før du kan starte på LDN. Afhængigt af hvilket morfinpræparat du har fået, vil du kunne starte med LDN 2-7 dage efter, du er stoppet med morfinen. Hvis du skulle få brug for morfin, mens du er i behandling med LDN, anbefales det, at du holder pause med LDN, mens du får morfin. Nogle patienter kan opleve, at alkohol virker kraftigere på dem når de indtager LDN. Du må gerne køre bil, selv om du tager LDN. Odense Universitetshospital Smertecenter Syd Heden 7-9, Indgang 200 . 5000 Odense C Tlf. 65 41 38 69 ml. kl.08.00-15.00 www.ouh.dk/vsmertecenter Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/smertecenter x 1/1 Materiale nr: 107880 10.06.2020

    ...