Smertemedicin Til patienter og pårørende Vælg farve Hvad er Smertemedicin? Smertemedicin er medicin, som kan lindre smerter. Et præparat, som er fremstillet til at lindre smerter, kan ikke nødvendigvis lindre alle typer af smerter. Der findes også medicin, som er fremstillet til andre sygdomstilstande end smerter, men som har den "bivirkning" at være smertestillende (altså en sidegevinst). Hvordan virker smertemedicin? Smertemedicin virker på såkaldte smertereceptorer i kroppen. Dem har man mange af og mange forskellige. Derfor er der mange forskellige typer af medicin mod smerter. Smertemekanismerne er meget komplekse, og derfor kan det være svært at vide, hvilket præparat der vil virke. Hvor meget skal der til? Det er vigtigt, at tage det lægen har ordineret. Hvis der tages mindre, er det kun en del af de involverede smertereceptorer, der er blokeret, og smertesignalerne kan så uhindret "smutte forbi". Det er således "spildt" overhovedet at tage noget. På den anden side bør der heller ikke tages mere, end der er foreskrevet. Smertereceptorerne er mættede med den dosis lægen anviser, og hvis der tages mere er "det ekstra" også "spildt". Der opnås ikke bedre smertelindring, for smertereceptorerne har fået nok, men risikoen for bivirkninger er meget større. Hvordan kan lægen vide, hvilken type smertemedicin, jeg har brug for? Det kan lægen heller ikke vide, men ud fra din "historie" kan lægen få en idé om, hvad der måske kan hjælpe, og hvad der ikke kan hjælpe. Hvis lægen vælger at behandle dig med et smertestillende middel, er valget gjort ud fra, hvilken type smerte du har. Det vil sige din beskrivelse af, hvordan din smerte er, hvad den betyder for din dagligdag, hvad der tidligere er foretaget af operationer og undersøgelser, hvad der tidligere er forsøgt af smertebehandling, om du får medicin for andre sygdomme og, hvad lægen finder ved sin undersøgelse. Det er således en helhedsvurdering, som bestemmer, hvilken type smertemedicin lægen vælger til dig. Hvilke bivirkninger er der ved smertemedicin? Det afhænger meget af, hvilken type medicin, der vælges, hvad du får af anden medicin, og hvordan din krop reagerer på medicinen. Generelt vil lægen vælge præparater med færrest bivirkninger og især præparater med mindst risiko for langsigtede bivirkninger, da det oftest er en langtidsbehandling, det drejer sig om. Hvad hvis lægen siger, jeg er bedre tjent uden medicin? Så kan det være fordi effekten ikke står mål med de bivirkninger, som du har. Det kan også være, at der ikke findes medicin til den type smerter, som du har. Smerter er komplekse og smertemekanismer er mindst lige så komplekse, der findes stadig ikke medicin mod alle eksisterende smertemekanismer. Odense Universitetshospital Smertecenter Syd Heden 7-9, Indgang 200 . 5000 Odense C Tlf. 65 41 38 69 ml. kl.08.00-15.00 www.ouh.dk/vsmertecenter Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/smertecenter x 1/2 Materiale nr: 107098 10.06.2020
Download PDF fil