Forstoppelse i forbindelse med smertebehandling Til patienter og pårørende Vælg farve Undgå forstoppelse Forebyggelse ved behandling med morfin og lignende stoffer Hvorfor forebygge Mange som dagligt får morfin og lignende stoffer, vil få forstoppelse, hvis det ikke forebygges. Forstoppelsen skyldes, at morfinen sænker tarmens bevægelser, og at indholdet i tarmen bliver mere hårdt. Eksempler på morfin- og morfinlignende stoffer Tramadol, OxyContin, Temgesic, Contalgin og Metadon. Hvordan forebygge Et afføringsmiddel kan være nødvendigt for at modvirke morfins påvirkninger af tarmen, dvs. fremme tarmens bevægelser og blødgøre indholdet i tarmen. Smertecentret anbefaler at starte med: Forslag 1: Magnesia 500 mg, 1-3 aften. Forslag 2: Laxoberal 5-20 dråber aften. Evt. i kombination. Præparaterne kan købes i håndkøb på apoteket. Husk også: - At drikke rigeligt (ca. 2 liter væske daglig). - At spise mad med mange kostfibre f.eks. grøntsager, frugt og fuldkornsbrød. - At spise grød f.eks. havregrød og øllebrød. - At bevæge dig mest muligt - tilpas din motion til din formåen f.eks. små gåture både udendørs og indendørs. Rejs dig flere gange dagligt fra stolen og bevæg arme og ben med jævne mellemrum. - Indøvelse af fornuftige afføringsvaner. Vær opmærksom på, at diarre kan være et tegn på hårdnakket forstoppelse. Hvis der er behov for lindring af en meget hård mave her og nu, kan 'microlax-klysma' (håndkøbsmedicin) sprøjtes ind i endetarmen. Hold på det så længe som muligt og væsken vil blødgøre de hårde knolde, så de bliver nemmere at komme af med. Hvad kan man drikke Før morgenmad: 1 glas vand. Til morgenmaden: 2 kopper kaffe eller te - 1 glas mælk. Om formiddagen: 2 glas vand, juice eller saftevand. Til frokost: 1 glas mælk. Om eftermiddagen: 2 kopper kaffe eller the. Til middagsmaden : 2 glas vand eller saft. Om aftenen: 1 kop kaffe eller te. Samlede mængde væske pr. døgn ved ovennævnte indtagelse er ca. 2 liter. Odense Universitetshospital Smertecenter Syd Heden 7-9, Indgang 200 . 5000 Odense C Tlf. 65 41 38 69 ml. kl.08.00-15.00 www.ouh.dk/vsmertecenter Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/smertecenter x 1/1 Materiale nr: 104388 21.10.2020
Download PDF fil