Ultralydsundersøgelse i luftvejene (ENB) Til patienter og pårørende Vælg farve Velkommen til Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T Odense Universitetshospital (OUH) Formålet med denne pjece er at informere dig om det typiske forløb i forbindelse med en kikkert- undersøgelse i dine luftveje, hvor der samtidig tages en vævsprøve fra en plet på din lunge eller fra en lymfeknude. Den undersøgelse, som du skal gennemgå, hedder Elektromagnetisk Navigations- Bronkoskopi (ENB). På dagen for undersøgelsen, møder du FASTENDE. Det er anført i indkaldelsesbrevet, hvor du skal møde, men typisk er det på Afdeling T´s Daghospital, indgang 20, 9. sal, OUH. Her vil du blive vist ind på den stue, hvor du skal opholde dig, indtil du køres til undersøgelsen. Da det er en mindre undersøgelse, du skal have foretaget, vil du være klar til at blive udskrevet et par timer efter, at undersøgelsen er udført. Der kan forekomme ventetid før undersøgelsen, og det er derfor en god idé at medbringe læsestof, computer eller lignende. Hvad er elektromagnetisk navigationsbronkoskopi (ENB)? Ved hjælp af din CT-scanning og et avanceret computerprogram laves der et 3D (tredimentionelt) kort over dine luftveje og lunger. Det område, hvorfra vævsprøven skal tages markeres og i forbindelse med kikkertundersøgelsen bliver lægen således guidet på GPS-lignende vis gennem luftvejenes forgreninger til det rette sted. I forbindelse med udtagelse af biopsien er der en lille risiko for en blødning lokalt i lungen samt at lungen kan klappe sammen. Hvordan udføres en ENB? På operationsstuen får du lagt et drop, hvori vi giver den medicin, der skal bedøve dig. Du vil ikke mærke noget til undersøgelsen, da du vil være fuldt bedøvet. Når du sover, starter undersøgelsen. Mens du sover, lægger vi et plastikrør ned i dit luftrør, hvorigennem vi fører den bøjelige kikkert ned i luftvejene og foretager en systematisk undersøgelse samt tager vævsprøven ud. Undersøgelsens varighed Selve undersøgelsen varer ca. 45 minutter. Forberedelse til en ENB Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse. Det betyder, at du skal være fastende og derfor ikke må spise mad eller drikke mælkeprodukter efter midnat inden undersøgelsen. Du må drikke vandtynde væsker ind til 2 timer før din fremmødetid, f.eks. vand, saft, æblejuice, the eller kaffe (uden mælk). Vi anbefaler, at du medbringer så få ejendele som muligt, men medbring gerne briller, høreapparat og tandprotese, hvis dette er aktuelt. Lad dine smykker blive hjemme, inklusiv evt. vielsesring. Odense Universitetshospital Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odet Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdt x 1/2 Materiale nr: 164563 29.04.2021