Hjerteoperation Almen information Vi anbefaler god mundhygiejne, før, under og efter indlæggelsen. Børst gerne dine tænder 3 gange dagligt med fluortandpasta. Hvis du forventer at få menstruation på operationstidspunktet, og du af den grund ønsker at operationen udsættes, bedes du kontakte Sekretariatet, Afdeling T. Rygeophør så tidligt som muligt anbefales kraftigt, da det medvirker til, at dit operationssår heler bedre og dit hjerte får det bedre. Kontakt endelig din egen læge, hvis du har brug for rygestophjælp. For at minimere risikoen for komplikationer er det vigtigt, at du også fra nu er alkoholafholdende op til din operation samt at du ved problemer med dette søger egen læge mhp. hjælp til alkoholophør. Hvis du ikke formår at ophøre med alkoholoptag inden din operation er det meget vigtigt at du oplyser os om dette ved dit journaloptag, da det kan få alvorlige konsekvenser, hvis vi ikke er informeret om dette og kan tage vores forholdsregler. Alt afhængig af dit hjertes tilstand, og ud fra et lægefagligt skøn, kan du risikere udsættelse eller anden, ikke kirurgisk behandling af din hjertesygdom, hvis du ikke ophører med alkoholindtag op til operationen Det er vigtigt at holde pause med medicin som beskrevet i indkaldelsesbrevet. Du skal tage din øvrige ordinerede medicin som vanligt. Medbring gerne eventuelle naturpræparater, da nogen af disse har uhensigtsmæssige bivirkninger, hvorfor du kommer bedre igennem operationen, hvis du pauserer disse op til operationen. Pårørende Allerede inden indlæggelsen, er det en god idé, at du gør dig tanker om, hvem der må få besked om dit sygdomsforløb. Giv plejepersonalet besked ved indlæggelsen, hvis der skal tages særlige hensyn. Telefonnummeret til det afsnit, hvor du bliver indlagt, udleveres til dig på indlæggelsesdagen. Dine pårørende er velkomne til at anvende dette og kontakte afdelingen ved behov. Der er fri besøgstid med undtagelse af middagsperioden kl. 12.00-14.00. hvor besøg kun er tilladt i opholdsstuen, for at sikre middagshvil til de patienter, der har behov for dette. Herudover overgives der rapport mellem kl. 07.00-07.30, 15.00-15.30 og 23.00-23.30, så i disse tidsrum bedes telefoniske opkald til afdelingen undgås. Sådan fungerer det normale hjerte Hjertet er en muskel, der ligger i hjertesækken bag brystbenet. Hjertet er delt af en skillevæg i højre og venstre halvdel, og hver af disse halvdele er igen delt i et forkammer og et hjertekammer. I hjertet findes fire klapper, med to klapper i hver hjertehalvdel. De fleste får problemer med klapperne i venstre hjertehalvdel, benævnt aorta-klappen og mitralklappen. Blodet løber via højre hjertehalvdel gennem lungepulsåren og ud i lungerne. Her bliver det iltet og løber derefter til venstre hjerteforkammer, derfra via mitralklappen til venstre hjertekammer, der pumper blodet ud gennem aortaklappen via hovedpulsåren til kroppen. Blodet vender atter tilbage til højre hjertehalvdel gennem de store vener. Hjertemusklen forsynes med blod via kranspulsårerne, der udspringer i roden af hovedpulsåren lige over aortaklappen, for derefter at forgrener sig ud over hjertet. 2/16
Download PDF fil