Side 4

Lungeoperation Smerter Efter operationen vil du føle dig øm, specielt omkring operationsåret, men du må ikke have egentlige smerter. Tal med din sygeplejerske, hvis smerterne er for store eller det kniber med at hoste eller trække vejret dybt. Smertebehandling er individuel og det er et samarbejde mellem dig, lægen og din sygeplejerske at finde den smertebehandling, der er den rigtige for dig. Har du fået lavet den åbne operation eller fået fjernet hele lungen, vil vi tilbyde dig en rygmarvs- bedøvelse. Dette taler du om med lægen, der skal operere dig og lægen, der skal bedøve dig. Bevægelse Efter din operation skal du ud af sengen så hurtigt som muligt og gå omkring på afdelingen. På den måde hjælper du din krop med at bevare sin styrke og udholdenhed. Bevægelse og vejrtræningsøvelser fremmer lungens udfoldelse, bedrer blodcirkulationen, nedsætter risikoen for blodpropper, lungebetændelse og er godt for mave og tarmfunktionen. Afhængig af, hvilken operation, du har fået tilbudt, vil der komme en fysioterapeut og instruere dig i bl. a. øvelser, brug af kondicykel, trappegang, PEP fløjte samt vedligeholdelse af den daglige motion. Vejrtrækningsøvelse med PEP fløjte Sæt dig i stolen eller rejs dig op. Hold læberne tæt omkring mundstykket, træk vejret roligt og dybt ind og pust moderat ud gennem mundstykket. Tøm ikke lungerne helt for luft. Pust minimum 25 gange, gerne flere sæt. Host hvis du føler, at du har slim siddende. Drænet Når der ikke kommer mere luft i dit dræn, kan drænet fjernes. Hvornår dette sker er meget individuelt, og afhænger typisk af, hvor meget du bevæger dig. Nogle kan få drænet fjernet allerede om aftenen efter operationen, for andre går der et par dage. Din sygeplejerske vil vurdere dette og fjerne drænet, når du kan undvære det. Træthed Du vil i de første dage efter operationen være træt, hvilket er forventeligt. Vi anbefaler, at du opholder dig mindst muligt i sengen udover nattesøvn og middagshvil (kl. 12.00-14.00). Det er vigtigt, at du kommer i gang så hurtigt som muligt igen. Din egen aktive indsats er afgørende for, hvor hurtigt den videre opheling sker. Ernæring Selvom din appetit kan være mindre, end den plejer, er det vigtigt, at du spiser og drikker godt under din indlæggelse. Kroppen skal bruge store mænger af protein og energi for at hele og for, at du kommer til kræfter igen. Hvis appetitten er lille, tilbyder vi forskellige former for proteindrikke og mellemmåltider. Tal med din sygeplejerske, hvis din manglende eller nedsatte appetit skyldes kvalme, så har vi mulighed for at give dig kvalmestillende medicin. Vi forventer, at du kommer op og sidde i lænestolen til alle måltiderne, og at du, så vidt det er muligt, selv henter din mad. Indlæggelsestid Afhængig af, hvilken operation, du har fået foretaget, vil du typisk være indlagt 1-4 dage. Har du fået fjernet hele din lunge, er indlæggelsestiden typisk ca. 7 dage. 4/7

Side 5

Lungeoperation Efter udskrivelsen Når drænet er fjernet, og du er tilfredsstillende smertedækket, er du klar til at blive udskrevet. Smertebehandling Der vil blive udskrevet elektroniske recepter på den relevante medicin samt et udtrapningsskema med forslag til, hvordan du skal trappe ud af den smertestillende medicin. Smerterne forsvinder normalt i løbet af nogle uger, men ømhed og lettere ubehag kan dog forekomme i op til 6 måneder efter operationen. Indeholder din smertebehandling et gigtpræparat, eksempelvis Ibumetin/Burana, skal du være opmærksom på symptomer som svie i maven eller sure opstød. Opstår dette, skal du stoppe med medicinen. Ellers anbefales det, at du stopper med denne medicin efter 10-14 dage. Du har øget risiko for forstoppelse, hvis du får stærk smertestillende medicin. For at undgå forstoppelse, kan du med fordel købe afføringsmiddel på apoteket, dette er håndkøbsmedicin. Alternativt kan du spise svesker eller drikke sveskejuice. De første 6 uger efter operationen må du belaste din krop til smertegrænsen, såfremt du har fået foretaget en kikkertoperation. Hvis du har fået foretaget en åben operation, skal du undgå tunge løft (max 4kg) de første 6 uger efter operationen. Det tager tid at komme i form efter en lungeoperation, og restitutionsperioden varer ofte nogle måneder. Hav tålmodighed og tal med din praktiserende læge, hvis du ikke synes, det går fremad. Træning Afhængig af din operation, vil du ved udskrivelsen blive tilbudt et genoptræningsforløb i din hjemkommune, hvilket vi opfordrer dig til at tage imod. Det er vigtigt at du træner dagligt for at genvinde dit funktionsniveau og forbedre din udholdenhed. Vi anbefaler dig, at du efter udskrivelsen går flere daglige ture, gerne i varierende tempo og terræn. Gør turene længere hver dag. Du må gerne blive forpustet, bare du har det godt. Målet er, at du kan gå en halv time eller mere hver dag. Trappegang og kondicykling er også god træning. Ernæring Kroppen har brug for ekstra energi, specielt den første måned efter en lungeoperation. Spis derfor hyppige energi- og proteinrige måltider, også selvom appetitten ikke er stor. Du kan evt. supplere dine måltider med proteindrikke. Du kan købe dem på apoteket og i de fleste større dagligvarebutikker eller alternativt lave dem selv. Du kan finde forskellige opskrifter på internettet bl.a. på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside www.cancer.dk. Sår og ar Du bør være opmærksom på sårenes udseende og tegn til infektion såsom rødme, hævelse, ømhed eller svien, og evt. ledsaget af temperaturforhøjelse. Opstår disse symptomer, er det vigtigt, at du tager kontakt til din egen læge. Opholder du dig i solen i løbet af de første 6-12 måneder efter operationen anbefaler vi, at du tildækker arret, da du i denne periode let bliver solskoldet. Du kan dække arret til med enten plaster eller solcreme, inden du solbader. Du kan med fordel massere dit ar. Dette fremmer blodcirkulationen og modvirker sammenvoksning til det underliggende væv. De(n) blå tråd(e) efter drænet fjernes ved egen læge. Datoen for fjernelsen vil fremgå af dit udskrivelsesbrev. 5/7

    ...