Side 2

Udvidelse af legemspulsåren (TEVAR) Indlæggelsesforløb Indlæggelsesdag/dagen før operation. Du skal møde på Afsnit T3, hvor du igen vil få foretaget blodprøver og du kan herefter enten overnatte hjemme, på Patienthotellet eller i afsnit T3. Dette aftales ved indlæggelse, evt. allerede i ambulatoriet. Personalet vil give dig besked om tidspunktet for din operation den næste dag. For at undgå blodpropper i benene som følge af sengelejet, får du en blodfortyndende indsprøjtning om aftenen på operationsdagen og indtil du udskrives. Du skal forvente at være indlagt i 1-3 dage. Det er vigtigt, at du drikker rigeligt med væske i døgnet op til operationen (ca. 1-2 liter), da dine nyrer kan belastes af det anvendte kontraststof. Operationsdagen Du skal være fastende til behandlingen. Det betyder, at du må spise indtil 6 timer før behandlingen og drikke saft, vand, te eller kaffe (uden mælk) indtil 2 timer før. Faste betyder også, at du ikke må ryge. Vi anbefaler, at du drikker 2-3 deciliter sød saft 2 timer før behandlingen. Personalet giver dig de nøjagtige tidspunkter. Du skal tage din medicin om morgenen, som aftalt med narkoselægen. Inden operationen skal du i bad og have fjernet hårene i begge lysker, maveregionen og evt. bryst og halsregion. En sygeplejerske vil hjælpe dig, hvis du har behov for hjælp til dette. Hvis du sover hjemme eller på patienthotellet, skal du møde i T's Daghospital (9. etage) om morgenen på operationsdagen. Afhængigt af dine blodprøver skal du muligvis have noget medicin og ekstra væske i et drop. Dine ejendele bliver pakket i din taske og låst inde i et skab. Briller, høreapparat, tandprotese og evt. andre hjælpemidler kan du beholde indtil operationen påbegyndes. Har du behov for at få beroligende medicin inden behandlingen, kan du tale med sygeplejersken om dette. Operationen foregår på en særlig stue på operationsgangen eller på røntgenafdelingen og er et samarbejde mellem røntgenlæger og karkirurger. Du får et snit i den ene eller begge lysker, så lægen kan fritlægge din pulsåre. Igennem denne indfører lægerne den kunstige åre og placerer den i din pulsåre. 2/3

Side 3

Udvidelse af legemspulsåren (TEVAR) Efter operationen Efter operationen kommer du til opvågning på intensivafdelingen VITA. Når alt er tilfredsstillende bliver du flyttet op i sengeafsnittet (T3) oftest om aftenen eller næste dag. I sengeafsnittet kan du spise og drikke normalt. I efterforløbet kan du få ondt eller ubehag i lyskerne. Det er vigtigt, at du giver sygeplejersken besked, når du får smerter eller ubehag, så du kan få den rette smertelindring. Sygeplejersken vil spørge dig om, om der er gang i maven. Pga. bedøvelsen, den smertestillende medicin, uvante omgivelser og mindre motion kan du have tendens til forstoppelse. Under hele indlæggelsen er det vigtigt, at du spiser og drikker for at få kræfterne igen. De første dage efter behandlingen kan du føle dig så træt, at du har lyst til at ligge i sengen det meste af dagen. Det er vigtigt, at du presser dig selv til at komme ud af sengen, så meget du har kræfter til. Det fremmer bl.a. vejrtrækningen og mave-tarmfunktionen samt mindsker risikoen for at danne blod- propper. Desuden fremmer det også muligheden for at sove bedre om natten. Under hele forløbet er det en god ide at inddrage dine pårørende i det omfang du/I ønsker det. Ved udskrivelse taler du med en læge om den fortsatte medicinske behandling, og om hvornår og i hvilken grad, du kan genoptage dit arbejde eller andre daglige gøremål. Du kan sagtens bevæge dig almindeligt og gå ture. Forløb efter udskrivelse Opmærksomhedspunkter: • Du skal have fjernet trådene i lysken ved din egen læge ca. 14 dage efter operation. • Du skal have foretaget en ny CT/MR-skanning efter 3 måneder og derefter 1 gang årligt. • Du skal kun udføre lette aktiviteter de første 2 uger efter operation som f.eks. gåture og lignende. • Hvis du er ryger, skal du holde op med at ryge, da det nedsætter risikoen for nedenstående komplikationer. Hvilke komplikationer kan der være? Ved alle indgreb er der en lille risiko for komplikationer. Skulle de opstå, er personalet uddannet til at tage sig af dem. I sjældne tilfælde kan der i forbindelse med behandlingen opstå problemer med blodforsyningen til venstre arm. Andre mulige komplikationer kan være betændelse i såret, ændret følesans på indersiden af låret og i enkelte tilfælde betændelsesreaktioner ved den kunstige åre. Der er en lille risiko for blodprop til hjernen samt lille risiko for nedsat blodforsyning til rygmarven med lammelser af benene til følge. Der er ligeledes en risiko for, at protesen lækker eller forskubber sig, hvorfor vi kontrollerer dette ved røntgen. Hyppigheden af komplikationer er 1-3 %, men større hvis du har andre sygdomme eller hvis du ryger. Husk, at du altid er velkommen til at spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om. 3/3

    ...