Udvidelse af legemspulsåren (EVAR) Til patienter og pårørende Vælg farve Operation med udvidelse af legemspulsåren- og/eller bækkenpulsåren med indvendig foring Velkommen til Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk afdeling T, OUH Formålet med denne information er at oplyse dig om det typiske forløb i forbindelse med den operation, du skal have udført. Du bliver indlagt med henblik på anlæggelse af en endoprotese (en protese inde i blodåren) for en udposning på legemspulsåren. Ud over at beskrive det sædvanlige forløb, giver denne pjece en række oplysninger om den operation, du skal gennemgå, og hvad du selv kan gøre for at komme godt over den. Visse sygdomme hos den enkelte patient kan bevirke, at der kan forekomme afvigelser fra det skitserede. Beskrivelser af sygdommen Udposningen opstår på grund af en svækkelse i pulsårevæggen med deraf følgende ophævelse af væggens elasticitet. Pulsårevæggen kan derfor give efter for blodtrykket og langsomt udvide sig (som en ballon), der ubehandlet kan ende med at briste. Udposningen findes i den nederste del af legemspulsåren, og kan også medinddrage en eller begge bækkenpulsårer. Udposningen giver sjældent gener i starten og findes ofte ved et tilfælde. Hvis udposningen vokser, kan den give gener med smerter i maven eller ryggen. Når udposningen af legemspulsåren er mindre end 5-5,5 cm, er der en meget lille risiko for, at pulsåren brister. Når udposningen er over 5-5,5 cm, stiger risikoen for, at udposningen kan briste, og derfor er du tilbudt en forebyggende behandling. Behandling Der findes to metoder til at behandle udvidelser på den nederste del af legemspulsåren. Den ene form for behandling er en operation, hvor bugvæggen åbnes , og der indsættes en kunstig pulsåre i stedet for den udvidede pulsåre. Hos nogle patienter er det muligt at behandle den udvidede pulsåre på en mindre belastende måde. Behandlingen består i at indføre en sammenfoldet kunstig åre, en såkaldt endoprotese, via den ene eller begge lyskepulsårer. Den kunstige åre har en indbygget mekanisme, der får den til at folde sig ud og sætte sig fast i legems- og bækkenpulsårerne. Da denne operation er betydelig mindre belastende end den sædvanlige operation, betyder det, at du kommer dig hurtigere og kan udskrives efter få dage. Odense Universitetshospital Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odet Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdt x 1/3 Materiale nr: 109719 18.01.2023