Side 2

Røntgenundersøgelse af pulsårer med kontrast Undersøgelsen Du bliver transporteret til Røntgenafdelingen i en seng. Du får lagt lokalbedøvelse i lysken af røntgenlægen. Lægen fører en tynd slange ind i pulsåresystemet og sprøjter kontrast ind. Samtidig bliver der taget en serie røntgenbilleder af de områder, der undersøges. Du kan få en varmefornemmelse i kroppen, når kontrasten sprøjtes ind. Røntgenpersonalet fjerner slangen efter undersøgelsen, og trykker på pulsåren i 10-15 minutter for at undgå blødning. Røntgenlægen kan også vælge at lægge en kunstig prop udenpå pulsåren, så det ikke bløder. Undersøgelsen varer ca. 1 time. Du får besked om undersøgelsen af en kirurg med kendskab til pulsårernes sygdomme. Lægen fortæller dig, hvad undersøgelsen viser og hvilken behandling, du kan tilbydes. Hvis røntgenlægen og kirurgen mener, at de forandringer, der er påvist ved undersøgelsen, er velegnede til en ballonudvidelse, bliver du informeret herom. Derefter foretages ballonudvidelsen af røntgenlægen, mens du stadig har slangen i pulsåren. Det kan blive nødvendigt også at stikke et andet sted i pulsåresystemet. Kan der blive tale om operation, vil den som regel foregå under en senere indlæggelse, lægen vil informere dig om, hvilken type operation der kan komme på tale og den omtrentlige ventetid. Efter undersøgelsen Du transporteres tilbage til din stue på sengeafsnittet. Du skal ligge 2 timer på ryggen, før du kommer op at gå. Hovedgærdet må hæves lidt. Hvis du har fået lavet ballonudvidelse, skal du ligge 4 timer på ryggen, før du kommer op at gå. Hovedgærdet må hæves lidt. Du må spise og drikke, når du kommer tilbage til afdelingen. Du kan udskrives ca. 1 time efter, at du er kommet op at gå igen. Hvad kan der tilstøde af komplikationer? Du kan få en blodansamling i lysken, som i sjældne tilfælde kræver operation. Blodpropper som følge af røntgenkontrastundersøgelser er sjældne. Allergi overfor de kontraststoffer, der anvendes i dag, forekommer meget sjældent. Hvis du tidligere har haft en allergisk reaktion ved brug af kontrastvæske, bedes du sige det til personalet. Hvis du får blodfortyndende medicin, f.eks. Marevan, Macoumar, Pradaxa eller Xarelto vil lægen i ambulatoriet vurdere, om du skal pausere eller fortsætte med medicinen. 2/2

    ...