Side 2
Klemt ulnaris nerve Efter operation ved albuen Aflast det opererede område de første 14 dage. Undgå unødvendige gentagne bevægelser i albuen. Efter 3 dage kan forbindingen erstattes af almindeligt plaster. Hold såret rent og tørt. Trådene fjernes hos din egen læge efter 12-14 dage. Du skal selv bestille tid. Er nerven flyttet under operationen vil der blive anlagt gips, der skal bæres i 3 uger. Herefter kontrol i ambulatoriet hvor gips og tråde fjernes. Her vil lægen sammen med dig vurdere, om der er behov for genoptræning. Smerter En nyopereret arm gør ondt. Derfor anbefaler vi, at du tager den smertestillende medicin som foreskrevet - vent ikke til smertegennembrud. At sidde med armen oppe, modvirker både smerter og hævelse. Kolde omslag har samme effekt og kan anvendes i 15-20 minutter ad gangen, højst hver 2. time. I arbejde igen Længden af sygemeldingen afhænger af, om dit arbejde er tungt - det kan være op til 6 uger. Komplikationer Smerter efter operationen er forventelige, men aftager efter de første par dage. Ved vedvarende smerter bør du se til såret. Er der tegn til infektion (rødme, hævelse og pus i såret), bør du tage kontakt til os. Ved operation er der altid en meget lille risiko for skade på nerven, specielt hvis du tidligere er opereret i området. Hvad kan jeg forvente mig af operationen Når nerven skal komme sig, kan der efter operationen være gener i form af uro og ubehag i armen. Disse symptomer vil aftage med tiden. Føleforstyrrelserne vil aftage med tiden, men der kan gå flere måneder inden, du oplever bedring. Har nerven været meget klemt, er det ikke sikkert nerven kommer sig helt. Er nerven flyttet under operationen, tager det ofte længere tid, inden du oplever bedring. Har du spørgsmål Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Se telefonnummer på forsiden. 2/2