Børn - Vandbrok / lyskebrok Til patienter og pårørende Vælg farve Jeres barn er tilbudt operation for vandbrok / lyskebrok Når et barn har brok, trænger bughinden og en gang imellem også en del af tarmen sig gennem bugvæggen. Brokket kan hos drenge og piger vise sig i lysken eller øverst på låret, hos nogle drenge desuden i pungen og hos piger i skamlæben. De fleste lyskebrok giver kun få gener i starten. De mest almindelige symptomer er ubehag og lette smerter, især ved hoste og bevægelse. Som regel er det muligt at trykke et mindre brok på plads, men med tiden vil de fleste brok vokse og kan evt. ikke længere trykkes på plads. Brokket forsvinder ikke af sig selv og skal derfor opereres. Risikoen ved et brok er, at en mindre del af tarmen kan komme i klemme, så brokket kan give tarmslyng. Det er en sjælden, men alvorlig tilstand, som kræver akut operation. Nogle gange kan man først under operationen vurdere om det er et vandbrok eller et lyskebrok. Vandbrok Ved vandbrok findes en væskeansamling omkring testiklerne. Små vandbrok kræver ingen behandling, da de har tilbøjelighed til at svinde spontant. I tilfælde af større vandbrok kan det genere drengen. Symptomer De mest almindelige symptomer er ubehag og lette smerter fra pungen, især ved bevægelse. Før operationen Hvis jeres barn er gammelt nok til at forstå, hvad der skal ske, skal I tale med jeres barn om den forestående operation. Særligt børn mellem 3-7 år kan have glæde af, at I får talt om bedøvelse og operation. Se app'en "MitSygehus". Operationsdagen Det er vigtigt, at jeres barn har været i bad og har rent tøj på hjemmefra. Gerne løst og behageligt tøj, der er let at tage af og på. I bliver modtaget og klargjort til operation af en sygeplejerske. Inden operationen taler I med den læge, som skal operere jeres barn og en narkoselæge. Operationen På operationsdagen møder I som aftalt. Det er muligt at følge jeres barn, indtil barnet bedøves på operationsgangen, hvilket er med til at give tryghed til jeres barn. Operatinen foretages i fuld bedøvelse. Jeres barn vil få et snit i lysken, hvor brokket frilægges og åbnes. Herefter lukkes svagheden i bugvæggen, og huden lukkes med tråd, der forsvinder af sig selv. Jeres barn bliver vasket ved operationsstedet med gult sprit, som kan smitte af på tøjet. Efter operationen Efter operationen er jeres barn på opvågnings- -afdelingen, hvor I har mulighed for at være. Når jeres barn er vågen og velbefindende, vil I kunne tage hjem. Dette er typisk 1-2 timer efter operationen. Forinden vil lægen have været forbi og informeret jer om operationen. Når I kommer hjem Det er ikke ualmindeligt, at jeres barn kan have smerter efter operationen. Her kan gives Paracetamol (håndkøbsmedicin) efter vægt, max x 4 dagligt de første 5 dage efter operationen. Der kan evt. suppleres med Ibuprofen efter alder og vægt de første 3 dage. Barnet må komme i bad efter et par dage. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Urinvejskirurgisk Afdeling L Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odel Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdl x 1/2 Materiale nr: 154242 23.12.2019
Download PDF fil