JJ-kateter mellem nyre og blære Til patienter og pårørende Vælg farve Du har fået tilbudt at få et dræn i urinlederen mellem nyre og blære Hvad er et JJ-kateter (dobbelt J-kateter)? Et JJ-kateter er en hul blød plast slange, der placeres i urinlederen for at lette urinpassage fra nyre til blære. Længden er typisk mellem 24 og 30 cm. JJ-kateteret har en krølle i begge ender. Den ene placeres i nyren, mens den anden ligger i blæren. På den måde holdes kateteret på plads. Hvorfor anlægges JJ-kateter? De mest almindelige grunde til JJ-kateter er: • Hvis urin passage fra nyre til blære er besværet enten pga. en sten eller forsnævring af urinlederen • Som en del af behandling af nyre-/ urinledersten • Efter operation i urinleder/nyre for at beskytte urinlederen, mens den heler Hvordan indsættes JJ-kateter? Du skal møde fastende. I fuld bedøvelse føres en tynd kikkert gennem urinrøret til blæren. Ved hjælp af røntgen gennemlysning og en tynd guide placeres JJ-kateteret i urinlederen. Hvor længe skal JJ-kateteret ligge? Lægen vil fortælle dig, hvor længe du forventes at skulle have JJ-kateter. Det afhænger af, hvorfor det er anlagt. De fleste har kun brug for aflastning af urinlederen i en kortere periode (dage til måneder), mens andre har JJ-kateter som en mere permanent aflastning. Et JJ-kateter kan ligge op til et år. Hvordan fjernes JJ-kateteret? JJ-kateteret kan fjernes vha. en tynd kikkert, som føres gennem urinrøret til blæren i lokal bedøvelse (gel i urinrøret). Krøllen i blæren fanges og JJ-kateteret trækkes ud gennem urinrøret. Det er en kortvarig procedure af nogle minutters varighed. Hvis JJ-kateteret kun skal ligge få dage, kan det fjernes ved, at du selv trækker i en tynd tråd, der er fæstnet til den krølle, der ligger i blæren. JJ- kateteret kommer ud gennem urinrøret ved et let træk i tråden. Sidstnævnte måde vil du blive nærmere informeret om, hvis det er relevant for dig. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Urinvejskirurgisk Afdeling L Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odel Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdl x 1/2 Materiale nr: 108372 08.10.2019
Print
Download PDF fil