Anlæggelse af dræn i nyren Hvor foregår anlæggelsen Nefrostomikateteret anlægges i røntgenafdelingen. For at reducere ubehag og smerter ved indgrebet kan du få tilbudt noget smertestillende og noget afslappende medicin. I røntgenafdelingenfår du lokalbedøvelse. Forberedelse Du skal have taget en blodprøve nogle dage før, du skal have lagt nefrostomikateteret. På dagen kontrollerer vi dit blodtryk og din puls. Du vil få lagt en plastickanyle i den ene hånd. Efter anlæggelsen Du observeres i minimum en time med blodtryk og puls efter at nefrostomikateteret er lagt. For at holde nefrostomikateteret på plads, er det fastgjort til huden med plaster. Du skal passe på, at der ikke kommer træk på kateteret. Posen skal være under nyrens niveau, så urinen løber ned i posen. Du må gerne tage brusebad. Både nefrostomikateteret og urinposen skal med i bad. Systemet må ikke skilles ad. Vi fraråder karbad og svømmehal. Nefrostomikateteret skal skiftes ca. hver 3. måned. Det kan som regel foregå via den samme kanal. Hvis det er tilfældet, kan du gå hjem lige efter, at det er skiftet. Urinposen og mellem-stykket skal skiftes mindst en gang om ugen. Plastrene skal skiftes, hvis de går løs, eller hvis det indvendige plaster bliver vådt. De skal dog som minimum skiftes en gang om ugen. Det skal gøres af en hjemmesygeplejerske. Hvis du skal have nefrostomikateter midlertidigt, får du plastre og urinposer fra afdelingen. Hvis du skal have permanent kateter, betaler kommunen plastre og urinposer. Du skal blot udfylde en bevillingsansøgning via borgerservice eller på www.borger.dk Du skal selv købe sterilt saltvand, som bruges til at vaske huden af med, når plasteret skiftes. Hvad skal jeg være opmærksom på Hvis du får smerter i nyren, eller hvis der løber urin ud af indstikstedet, skal du kontrollere, om der er urin i posen. Læg mærke til om der er knæk på slangen, eller om den er snoet. Du skal også kontrollere om 3-vejshanen, som sidder på mellemstykket mellem nefrostomikateteret og urinposen, er åben, så urinen kan løbe ned i posen. Er forbindingen blevet våd, skal du kontakte hjemmesygeplejersken. Hvis der ikke kommer urin i posen, og du får temperatur over 38 grader, skal du kontakte hjemmesygeplejersken. Hvis der er klar urin i posen, og du får temperatur over 38 grader, skal du kontakte din praktiserende læge eller vagtlægen. Hvis nefrostomikateteret glider ud, skal du straks kontakte sengeafsnittet, idet det muligvis kan genanlægges via den samme kanal. 2/2
Print
Download PDF fil