Før strålebehandling af kræft i prostata Til patienter og pårørende Vælg farve Du er blevet tilbudt strålebehandling for prostatacancer Stråleområdet skal afmærkes Formålet med strålebehandlingen er at slå kræftcellerne ihjel - men strålerne rammer uundgåeligt også raske celler i området. Ved at lægge nogle små markører ind i prostata kan vi sikre, at hele prostata bliver bestrålet, og begrænse bestrålingen på raske celler mest muligt. Inden strålebehandlingen kan begynde, skal du have lagt tre guldstifter op i prostata. Stifterne kan ses på et røntgenbillede og derved guide os, så behandlingen bliver givet på det rigtige sted. Er der forberedelse? Der er ingen forberedelser. Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin (Marcoumar eller Marevan), skal du holde pause 3 dage før undersøgelsen og have kontrolleret INR hos din egen læge dagen før. Hvordan foregår det? Stifterne sættes op gennem endetarmen med en nål. Vi følger oplægningen på en ultralydsskærm på samme måde, som når der tages biopsier fra prostata. Du skal ikke indlægges eller bedøves. Du skal tage antibiotika (Ciprofloxacin 500 mg) to gange dagligt i tre dage efter for at undgå infektion. Tabletterne udleveres i ambulatoriet. Hvilke bivirkninger kan der være? Der kan komme lidt blod i urinen og fra urinrøret det første døgn og måske også i afføringen de følgende par døgn. Hvis du får feber (over 38,5°C), kulderystelser eller stærke smerter, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge, da det kan være tegn på betændelse. Hvad skal der ske med guldstifterne efter behandlingen? Guldstifterne skal ikke fjernes, men bliver siddende i prostata. De gør ingen skade - hverken på urinrør eller endetarm. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Urinvejskirurgisk Afdeling L Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odel Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdl x 1/1 Materiale nr: 107883 08.10.2019
Download PDF fil