Side 2

Indlæggelsen Ved ambulant besøg i Kæbekirurgisk ambulatorium aftales operation. Du vil få skrevet journal ved en kæbekirurg, efterfølgende skal du tale med narkoselæge. Nogle skal have taget blodprøver samt om nødvendigt have foretaget andre undersøgelser før operationen. Den sidste hverdag før operationen vil du blive ringet op mellem kl. 14-16 med tidspunkt for indlæggelse. Er du ikke blevet ringet op kl. 16, bedes du selv ringe til afdeling F-2 på tlf. 6541 2812 inden kl. 18, for at få oplyst mødetid. Før operationen Vil du gerne forberede dig på din operation, forebygge unødige komplikationer og sikre det bedste forløb efter operationen, anbefaler vi dig: • At holde helt op med at ryge senest 6 uger før din operation. • At holde helt op med at indtage alkohol mindst 4 uger før din operation. I perioden op til operationen er det vigtigt, at du undgår at tage smertestillende medicin, der indeholder acetylsalisylsyre (f.eks. Kodimagnyl, Magnyl m.fl.), da disse præparater kan øge blødningen i forbindelse med det kirurgiske indgreb. Ved behov for smertestillende medicin anbefales: • Pinex, • Pamol eller • Panodil (2 tabletter 4 gange dagligt). Hvis du spiser fiskeolie, bør du ligeledes undgå dette op til operationen. Donorknogle Der kan til visse typer operation blive behov for anvendelse af donorknogle. Det knoglepræparat, der anvendes, vil altid være testet og have gennemgået de samme sikkerhedsforanstaltninger, som andre blodprodukter. 2

Side 3

På operationsdagen Du bedes tage et bad om morgenen, inden du møder i afdelingen. • Mænd skal være nybarberede på operationsdagen. • Undlad alle former for make-up, creme i ansigtet, smykker, alle former for piercinger samt øjenvippeextensions. Inden operationen vil du af hygiejniske årsager få fjernet hår i området omkring øre og kæbeled. Efter operationen Efter operationen vil du blive overflyttet til opvågningsafdelingen. Her overvåges du nøje af læger og sygeplejersker. Som regel vil man ligge i opvågningsafdelingen nogle timer. Smerter Ved langt de fleste kæbeledsoperationer opnåes god smertereduktion. Har du haft kroniske smerter, det vil sige smerter, som har været tilstede i mere end 2 år, forventes en reduktion af smerten med 60-70%. I sjældne tilfælde opnåes ikke smertereduktion. Enkelte vil opleve en kraftigere smerte, som kan kræve behandling af specialister i smertebehandling. Risici for nervepåvirkning Efter operationen oplever nogle patienter en grad af følelsesløshed samt nedsat bevægelse af øjenlåg og mundvig i den opererede side. Dette skyldes, at man under operationen er tæt på nerver i disse områder. Naturligvis tages alle forholdsregler under operationen for at undgå beskadigelse af nerverne. Imidlertid vil en almindelig hævelse kunne påvirke nerverne. 3

    ...