Bronkial Termoplastik Til patienter og pårørende Vælg farve Hvad er Bronkial Termoplastik og hvad anvendes det til? Bronkial Termoplastik er et behandlingstilbud til patienter, med vedvarende svær astma, der ikke er tilstrækkeligt behandlet med optimal traditionel astmamedicin. Behandlingen består af opvarmning af bronkievæggen til 60 grader, hvorved man reducerer og svækker de muskler, der ligger rundt om bronkierne. Behandlingen vil kunne nedbringe hyppigheden og sværhedsgraden af patientens astmasymptomer. Behandlingen gives i forbindelse med en bronkoskopi (kikkertundersøgelse af lungerne). Via kikkerten indføres et lille metalnet i bronkierne. Metalnettet folder sig ud, så det berører bronkievæggen hele vejen rundt og når det opvarmes til 60 grader, sker der en påvirkning af de omkringliggende muskler. Der varmebehandles en tredjedel af lungerne pr. gang og efter i alt 3 behandlinger med 3 ugers interval, vil begge lungers bronkiesystem være behandlet. Behandlingen foregår i lokalbedøvelse. Hvor godt og hvor længe virker behandlingen? I patientstudier, der ligger til grund for behandlingstilbuddet, har ca. en tredjedel oplevet færre astmaanfald og der er set et fald i skadestuebesøg på 84%, et fald i sygedage på 66% og et fald i indlæggelser på 73%. Behandlingen har i Danmark været givet i 5 år. Man har ingen data om virkningens varighed derudover. Behandlingens forløb og varighed. Forløbet starter med en lægesamtale, hvor behandlingen aftales og planlægges. Herefter følger en række undersøgelser fordelt på 2-3 dage. I 14 dage før første behandling skal man udfylde Astmadagbog med daglig måling af peakflow. En uge før hver behandling skal man møde til blodprøver. 2 dage før og på selve behandlingsdagen samt 2 dage efter skal man tage Prednisolon 50 mg dgl. Hver behandling foregår ambulant og man kan forvente at kunne gå hjem 2-4 timer efter selve bronkoskopien. Efter 3. og sidste behandling skal man komme til kontrol og opfølgende undersøgelser i J-ambulatoriet 4, 8, 12 og 24 måneder efter. Er der bivirkninger ved behandlingen? De fleste, der har fået behandlingen, oplever en forbigående forværring af astmasymptomer i dagene efter. Derfor den nævnte Prednisolonkur. Hvis man får akut eller længerevarende forværring, skal man opsøge henholdsvis skadestue eller J-ambulatoriet. Odense Universitetshospital Lungemedicinsk Afdeling J Tlf. 65 41 27 27 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odej Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdj x 1/2 Materiale nr: 117524 15.11.2019
Download PDF fil