Aldara - behandling af basalcelle hudkræft Til patienter og pårørende Vælg farve Aldara - behandling af basalcelle hudkræft Der er med læge aftalt smørebehandling med creme Aldara, som er en creme til behandling af solskader / forstadier til hudkræft og basalcelle hudkræft. Behandlingsvejledning: Områderne, som du sammen med lægen har aftalt at behandle, smøres 1 gang dagligt 5 dage om ugen, for eksempel mandag-fredag. Behandlingsvarigheden er 6 uger. Der må højst behandles et hudområde på ca . 5 x 5 cm ad gangen. Sådan gør du: • Før du går i seng afvaskes det område, der skal behandles. • Åben et brev Aldara og klem lidt creme ud på din fingerspids, højst 1 brev må anvendes pr. behandling. • Smør et tyndt lag Aldara på behandlingsområdet. Gnid forsigtigt cremen ind i området, indtil cremen ikke kan ses længere. Undgå kontakt med øjne, læber og næsebor, med mindre andet er aftalt med lægen. • Vask hænderne grundigt. Er der overskydende creme i brevet, opbevares det åbne brev på køl. • Lad Aldara sidde på huden i ca. 8 timer. Tag ikke brusebad eller karbad i løbet af denne tid. Dæk ikke det behandlede område med plaster, mens der er creme på. • Efter ca. 8 timer vaskes området med mild sæbe og vand, hvor Aldara blev påført. Det er helt normalt og en del af behandlingen, at huden reagerer kraftigt, for eksempel med rødme, skældannelse og sårdannelse. Huden kan klø og føles mere varm end normalt. Behandlingen bør fortsættes, med mindre du får mistanke om, at der er gået betændelse i det behandlede område. Tegn herpå er rødme, varme, hævelse, smerter og evt. væsken. I så fald skal du søge læge med henblik på at få det tilset. Opstår der under behandlingen en tyk sårskorpe, kan du holde nogle dages pause, inden du genoptager behandlingen. I sjældne tilfælde opleves milde influenzalignende symptomer. Beskyt dig mod sollys (også solarium), mens du er i behandling med Aldara. Huden heler op igen efter endt behandling, oftest med et meget tilfredsstillende kosmetisk resultat. Forholdsregler: Du må ikke bruge Aldara, hvis du er overfølsom over for indholdsstofferne, er gravid eller ammer. Læs indlægssedlen vedlagt medicinen, inden du påbegynder behandlingen. Odense Universitetshospital Hudafdeling I og Allergicentret Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odei Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdi x 1/1 Materiale nr: 155164 31.01.2024
Download PDF fil