Diæt uden soja Til patienter og pårørende Vælg farve Diæt uden soja Du skal undgå alle former for mad, der indeholder soja. Soja anvendes på forskellige måder i fødevarer Sojabønnen er en bælgfrugt, der forarbejdes og anvendes i mange forskellige slags mad, fx: • Sojamel, sojaflager, sojagranulat anvendes fx i pålægsprodukter, pølser, vegetarisk kød samt brød. • Sojamælk eller andre sojamælksbaserede produkter. • Sojabønner fx tørrede, konserverede eller på frost. • Soja kan også fermenteres. Sojasauce er fermenteret soja og anvendes i mange asiatiske retter. • Sojapasta fx miso. • Tofu er sojabønneost. Hvis der i et produkt er anvendt tilsætningsstoffer, det vi også kalder E-numre, skal det fremgå, hvis det er lavet af soja. Følgende information står i deklarationen på færdigpakkede fødevarer Det skal altid stå i varedeklarationen, om produktet indeholder soja, eller om der har været brugt soja i fremstillingen af produktet. Ordet soja skal være fremhævet med anden skrift. "Spor af soja" betyder, at maden måske har været i kontakt med soja under fremstillingen. Hvordan du skal forholde dig til "spor af"-mærkningen, aftales med din læge i Allergicentret. Læs varedeklarationen hver gang du handler, da indholdet kan ændres. Information, når du spiser ude På café, restaurant, hos bageren og slagteren skal personalet kunne oplyse dig om, hvad maden er fremstillet af. I tvivl? Lad maden stå. Odense Universitetshospital Hudafdeling I og Allergicentret Tlf. 6541 3620 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odei Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdi x 1/1 Materiale nr: 145815 25.04.2023
Download PDF fil