Behandling med Scatol Til patienter og pårørende Vælg farve Behandling af fnat med tablet Scatol (Ivermectin) Scatol er et lægemiddel på recept. Ud fra din kropsvægt regner lægen eller sygeplejersken ud, hvor mange tabletter du skal have. Behandlingen gentages efter 7 dage. Tabletterne skal tages med et glas vand til et måltid om aftenen. Til børn kan tabletterne knuses inden indtagelse. ALLE tætte relationer (husstand, kæreste, værelseskammerat og lignende) skal behandles SAMTIDIGT , også selvom de ikke har symptomer. Vask og rengøring Dagen efter tabletterne er taget påbegyndes rengøringen. Vi anbefaler, at du tager rent tøj på og anvender handsker under rengøringen. Alt beklædning (inkl. overtøj og sko), sengetøj, dyner, puder, rullemadrasser, håndklæder, bamser, løse tæpper osv. skal vaskes ved 60 grader eller isoleres i en uge. Det gælder alt, du har haft på kroppen i ugen op til behandlingen. Stofmøbler, madrasser, gulvtæpper, bilsæder, herunder autostole, skal støvsuges grundigt eller henstå i en uge. Alle flader i huset skal rengøres herunder, aftørring af iPads og mobiltelefoner. Behandling samt vask og rengøring gentages efter 7 dage. Bivirkninger: Du kan opleve, at kløen forværres i starten af behandlingen, men som regel varer det ikke længe. Undgå tæt fysisk kontakt under hele behandlingen. Huden kan klø i et par uger efter gennemført behandling. Da huden kan blive tør, kan du med fordel anvende en fed fugtighedscreme. Vi anbefaler, at du klipper dine negle korte under hele behandlingen. Husk at man kan blive smittet igen, hvis en person i omgivelserne har fnat. Odense Universitetshospital Hudafdeling I og Allergicentret Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odei Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdi x 1/1 Materiale nr: 143818 25.10.2022
Download PDF fil