EpiPen/Jext -adrenalin Hvad er en EpiPen/Jext En EpiPen/Jext er en selvudløsende engangssprøjte (pen), som indeholder adrenalin. Adrenalin er et hormon, som kroppen normalt selv producerer i stress-situationer. I denne forbindelse bruges det til forebyggelse og behandling af en anafylaktisk reaktion. Dosis er forskellig til børn og voksne. EpiPen/Jext skal tages i brug øjeblikkeligt ved symptomer på anafylaksi. Sådan gør du ved brug af EpiPen/Jext • Fjern sikkerhedslåget (gråt på EpiPen og gult på Jext) • Pres den sorte ende hårdt mod det ene lår. Derved udløses pennen med et "klik" • Hold pennen på stedet i 10 sekunder • Fjern den og massér stedet i 10 sekunder • Ring 112 og sig "anafylaksi" og bed om øjeblikkelig lægehjælp • Fortæl dine omgivelser, at du er dårlig • Hvis du ikke får det bedre i løbet af 15 minutter gentages behandlingen med en ny EpiPen/Jext Bivirkninger Når adrenalin tilføres i større mængder, som med en EpiPen/Jext, kan det føles ubehageligt. De almindeligste bivirkninger er • Hjertebanken eventuelt med uregelmæssig puls • Svedeture • Rysten • Svimmelhed • Hovedpine • Vejrtrækningsbesvær • Kvalme • Opkastning • Bleghed • Angstfornemmelse Hvis du kommer til at stikke dig i fingeren Hvis du kommer til at stikke dig i fingeren med en EpiPen/Jext, skal du hurtigst muligt søge læge. Adrenalin trækker de små blodkar sammen, så der opstår iltmangel i vævet omkring stikket. Uden behandling kan fingeren tage varig skade. Der findes modgift i form af phentolamin og iloprost. Din læge kan finde oplysningerne i følgende referencer Br J Dermatol 2000;143:1359 Ugeskrift for Læger 1998;160:6531-2 Medbring denne folder og vis den til din læge. 2/4
Download PDF fil