Uønsket hårvækst Til patienter og pårørende Vælg farve Ellipse behandling af uønsket hårvækst Hvordan virker behandlingen Ellipse Flex er et blitzlampeapparatur, som udsender et kraftigt lys. Behandling af øget hårvækst er baseret på, at lysenergien optages i hårets pigment og omdannes til varme. Fra håret ledes varmen til hårsækken, som derved ødelægges, så den pågældende hårsæk ikke kan producere nye hår. Behandlingen virker kun på mørke og sorte hår, mens lyse, grå og røde hår ikke kan behandles. Behandlingen påvirker kun hår i vækstfasen. For at ramme alle hårene er gentagne behandlinger nødvendige. Det vil typisk dreje sig om 4 behandlinger med ca. 2 måneders interval. Der kan ikke forventes fuldstændig fjernelse af hårvæksten i det behandlede område, men en reduktion af hårvæksten. De tilbageværende hår er ofte tynde og lyse. Effekten på lang sigt er ikke veldokumenteret. Før behandlingen Det er vigtigt at undgå udsættelse for sollys (sol/solarium) og selvbruner 1-2 måneder før behandlingen samt under hele behandlingsforløbet. Det tilrådes at bruge en højfaktor solcreme (SPF 50+ med UVA og UVB filter). Solbeskyttelse bør anvendes 2-3 måneder efter sidste behandling for at mindske risikoen for pigmentforandringer. Undlad at fjerne hårene med pincet 2 måneder før behandlingen og imellem behandlingerne. Hårene må gerne fjernes med skraber. Ved 1. besøg skal hårene være ca. 2-3 mm lange, så hårvæksten kan vurderes. Ved efterfølgende behandlinger skal hårene blot være synlige. Forud for opstart af behandlingen tages et foto med henblik på vurdering af behandlingseffekten. Evt. make-up skal fjernes inden behandlingen. OBS: I tilfælde af graviditet vil behandlingen blive udsat til efter fødsel. Hvordan foregår behandlingen Der anvendes øjenbeskyttelse under behandlingen. Umiddelbart forud for behandlingen påføres et tyndt lag gel for at sikre, at lyset ledes optimalt til håret. Herefter gives behandlingen med et særligt håndstykke, som efter hver lyspuls flyttes hen over det område, der ønskes behandlet. Håndstykket måler 10x48 mm, hvilket gør det muligt at behandle mange hår ad gangen. Bivirkninger Behandlingen er ikke helt smertefri. Hver lyspuls føles som en prikkende varme i huden. Nogen beskriver, det er som et smæld fra en elastik. Eventuelle bivirkninger er som regel lette og forbigående. Der kan optræde rødme og hævelse i huden. Dette svinder i løbet af timer eller få dage. Hos enkelte patienter kan der komme lidt vævsvæske ud fra hårsækkene efter behandlingen. Sjældent ses sårdannelser/ar eller pigmentændringer, som kan være langvarige og i få tilfælde blivende. Odense Universitetshospital Hudafdeling I og Allergicentret Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odei Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdi x 1/1 Materiale nr: 104778 03.10.2020
Print
Download PDF fil