Fjernelse af mandler Rekreation/fysisk aktivitet Vi anbefaler 1 uges sygemelding. Hvis du har et snavseteller fysisk hårdt arbejde anbefaler vi 2 ugers sygemelding. Du skal forholde dig i ro i ca. 14 dage efter operationen, idet der er risiko for blødning fra sårene i halsen. Du må f.eks. ikke dyrke gymnastik, cykle, løbe eller lave andet fysisk krævende arbejde. Du må gerne gå små ture, lave let husarbejde samt handle ind. Dog må du ikke løfte mere end 5 kg. Smerter Det gør ondt i halsen efter operationen, og du vil få tilbudt smertestillende medicin. Smerterne er værst når du synker, så det er vigtigt, at du tager smertestillende, så du kan spise og drikke. Smerterne kulminerer gerne 2-3 dage efter operationen, og det kan trække op i ørerne i ca. 10 - 14 dage. Du vil have behov for smertestillende i 1-2 uger efter operationen. Behandlingen består af Paracetamol 500 mg, 2 tabletter x 4 dagligt og Ibuprofen 400 mg x 3 dagligt. Hvis den smertestillende behanding ikke er tilstrækkelig, kan der suppleres med morfin. Vi anbefaler, af du tager din smertestillende som aftalt efter du er kommet hjem. For at modvirke hævelse, bør du sove med hovedet højt, for eksempel med 2 hovedpuder, i den første uge efter operationen. Mad og drikke Efter operationen må du spise og drikke alle former for kost ud fra hvad du har lyst til. I nogle tilfælde kan det føles smertelindrende med kolde drikke eller koldt flydende mad. Du må prøve dig frem i forhold til, hvad der er bedst for dig. Vigtigst er det, at du spiser og drikker så sårene i halsen kan hele. Komplikationer Komplikationerne er sjældne, men i få tilfælde kan der forekomme blødning, også i en sådan grad, at det kan blive nødvendigt at operere igen. Risikoen for blødning er størst i det første døgn samt ca. en uge efter operationen, hvor sårskorperne løsner sig. Ved blodigt opspyt anbefaler vi, at du sætter dig op og sutter på is/isterninger. Vi anbefaler desuden, at børn under skolealderen ikke sover alene på grund af blødningsrisiko. Der kommer gullige belægninger, der kan ligne betændelse, der hvor mandlerne har siddet. Belægningerne løsner sig ca. 1 uge efter operationen og indtil da, kan du have dårlig ånde. Du kan få temperaturstigning om aftenen. Feberen er normalt borte næste morgen. Hvis der kommer frisk blødning, som ikke kan standses ved at sutte is/isterninger, eller du får høj feber (over 38,5) skal du kontakte sengeafdeling F2 på tlf. 65412802 Du er også velkommen til at ringe, hvis der er noget, du er i tvivl om efter udskrivelsen. Ambulante kontroller Der er ikke behov for planlagte kontroller efter operationen. 2/2
Download PDF fil