Gode råd til de første dage efter næseblødning Til patienter og pårørende Vælg farve Følg disse råd 2-3 dage efter du er kommet hjem. Hold dig i ro • Når du kommer hjem, skal du holde dig i ro - ingen fysiske aktiviteter. Du skal så vidt muligt undgå at få hovedet nedad. Når du skal sove, skal du ligge højt med hovedet med ekstra hovedpude. Skån næsen • Undgå meget varme drikke og brandvarm mad. • Drik gerne koldt, men ikke alkohol. • Vi anbefaler, at du ikke ryger. • Hvis du skal nyse, så nys med åben mund. • Undgå at pudse eller pille næse. Rør så lidt ved næsen som muligt den første uge. • Er der blodskorper i næsen, anbefaler vi, at du skyller næsen med saltvand (se vejledning nedenfor). Fremstilling af saltvandsopløsning til opsnusning: Der skal anvendes en knivspids salt til et glas lunkent vand fra vandhanen. Opløsningen opsnuses herefter gennem næsen fra glas, ske eller lignende. Dette gøres 3-4 gange dagligt, eller i øvrigt efter behov, idet man på denne måde kan holde næsen ren for slim og skorper. Der vil oftest, som følge af skylningerne, komme lidt tørhedsfornemmelse i næsen, hvilket kan modvirkes ved, at smøre lidt vaseline rundt i næseboret. Hvis det begynder at bløde igen • Hvis det skulle begynde at bløde igen, så sæt dig ret op, og bøj hovedet fremover, så blodet ikke løber ned i din mave. • Klem fast på næsen ved den forreste bruskede del i minimum 5 minutter - gerne længere. • Kom små isterninger i munden. Når de er smeltet spytter du vandet ud. • Har du protese i overmunden, så tag den ud. • Læg evt. isterninger i en pose over næseryggen. Andre råd • Sørg for at have små isterninger i fryseren • Undgå forstoppelse, spis evt. svesker. Kontakt • Kontakt os hvis blødningen ikke stopper ved ovenstående tiltag og du har været i ØreNæse-Halskirugisk Afdeling F med næseblødning inden for de seneste par døgn på tlf. 6541 2802. • Opstår blødningen mere end 2 døgn efter din kontakt med os, må du kontakte egen ørenæse-halslæge. • Uden for normal arbejdstid må du kontakte vagtlæge eller skadestuen. OUH Odense Universitetshospital - Svendborg Sygehus Øre- Næse- Hals/Høreklinik Afdeling F Tlf: 6320 2127 - . Svendborg Tlf. 6541 2805 - Odense Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odef Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdf x 1/1 Materiale nr: 113682 10.02.2020
Download PDF fil