Lydfølsomhed/Hypercusis Til patienter og pårørende Vælg farve I tilfælde af lydoverfølsomhed går behandlingsstrategien ud på at gentilvænne høresystemet til normale hverdagslyde, dvs. man skal undgå at isolere sig lydmæssigt og i stedet langsomt udsætte sig for stigende lydniveauer, for derved atter at kunne tåle helt almindelige og uskadelige hverdagslyde. På grund af lydoverfølsomhed søger mange mennesker stilhed og bruger endda ørepropper eller høreværn. Dette er faktisk det værste, man kan gøre, da det netop medfører en øget følsomhed i det centrale høresystem (oplevelsen af øget forstærkning), som betyder, at lyd opfattes endnu højere, vel at mærke uden reelt at være det. Ørepropper/høreværn bør kun anvendes ved så høje lyd/støjniveauer, der er skadelige, fx i de situationer, hvor lydniveauet er så højt, at man er nødt til at råbe, hvis man skal føre en samtale. Derfor er det vigtigt, at uhensigtsmæssig brug af ørepropper/høreværn nedtrappes over en periode. Høreapparatbehandling og lydoverfølsomhed/hyperakuse Lydterapi til behandling af lydoverfølsomhed/hyperakuse består primært af hvid støj, idet hvid støj indeholder samtlige frekvenser, som mennesket kan høre og stimulerer derfor forsigtigt samtlige nerveceller i hørebanerne. Derved kan lydoverfølsomheden i høresystemet med tiden ændres. Til personer med nedsat hørelse og lydoverfølsomhed/hyperakuse, vil der oftest startes med lydterapi i høreapparatet, dette kan senere kombineres med almindelig høreapparatfunktion. Hvordan anvender jeg lydterapifunktionen i mine høreapparater, når jeg er lydoverfølsom/ hyperakuse? Som beskrevet opstarter vi primært med hvid støj, lejlighedsvis brun støj. Brugen af denne skal optrappes gradvist med en lige akkurat hørbar lydstyrke. Lyden skal være behagelig, så den kan tolereres i mange timer. Det er væsentligt, at hvis man er generet af apparaterne efter fx 15 minutter eller 1 time, så skal man tage dem af og vente til næste dag med at tage dem på igen. Målet er på sigt at anvende hvid støj i 4-6 timer dagligt - gerne flere. Hvis der laves en langsigtet plan med behandleren, så er det den, du skal følge. Behandlingen med lydterapi ved lydoverfølsomhed er ligesom ved tinnitus en langsigtet proces, der tager et sted mellem 6 og 18 måneder. Derfor skal man ikke opgive lydterapien efter kort tids brug, selvom man ikke oplever den ønskede effekt. Behandlingen med lydterapi følges desuden op med rådgivende/vejledende samtaler med henblik på hensigtsmæssig håndtering af lydoverfølsomhed generelt. Dette kan enten foregå på Høreklinikken eller det lokale kommunikationscenter. Odense Universitetshospital Høreklinikken Kløvervænget 19, Indgang 85, 3. sal . 5000 Odense C Tlf. 65 41 25 36 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/f Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/hoere x 1/2 Materiale nr: 167961 23.02.2024
Download PDF fil