Når du skal have PEG-sonde Efter indgrebet Når du har fået anlagt sonden, vil du komme tilbage på Øre-Næse-Halskirurgisk sengeafdeling F2, hvor du skal være indlagt i 1-2 dage. Plejepersonalet på F2 vil under indlæggelsen vejlede dig i at passe sonden, og oplære dig i at tage ernæring, vand og medicin i sonden. Din sonde holdes på plads i mavesækken af en lille ballon med vand i (ballonsonde) eller en plade (pladesonde). Ballonsonden kan være placeret mellem tre knapper, der sørger for at holde mavesækken fast mod bugvæggen imens sondekanalen dannes. Knapperne sidder fast med selvopløselige tråde og falder af indenfor 2-4 uger. Falder der to knapper af inden for de første to uger efter anlæggelsen, skal hjemmesygeplejerske eller afd. F kontaktes og du må ikke bruge sonden. Er knapperne ikke faldet af efter fire uger, skal disse fjernes. Dette gøres ved at tage fat i knappen og klippe tråden til knappen over. Der vil næsten altid være smerter efter anlæggelsen. Smerterne kan beskrives som en let trykken i maven og ømhed i huden, dér hvor sonden sidder ind i maven. Det kan være nødvendigt at tage smertestillende håndkøbsmedicin de første par dage. Du skal være opmærksom på følgende symptomer: -Feber -Vejrtrækningsbesvær og hoste -Vedvarende stærke mavesmerter -Almen utilpashed, kulderystelser eller svimmelhed -Afbryd indgift i sonden ved smerter, ubehag eller opkast Får du symptomer under indlæggelse bør du kontakte plejepersonalet. Efter udskrivelse skal du kontakte afd. F. Det er vigtigt altid at have en ekstra sonde liggende i hjemmet, til brug ved skift eller hvis din sonde falder ud. I tilfælde af, at sonden falder ud, er det vigtigt at få lagt en ny sonde, da kanalen kan lukke sig inden for få timer. Hvis ikke du har en ny sonde, kan du bruge den gamle sonde midlertidigt, så kanalen holdes åben. Du må gå i brusebad 48 timer efter anlæggelsen af din sonde. Efter 14 dage må du tage karbad, bade i havet eller gå i svømmehal. Sondetype Din sonde holdes på plads i mavesækken af en lille ballon med vand i (ballonsonde) eller en plade (pladesonde). Ballonsonden kan være placeret mellem tre knapper, der sørger for at holde mavesækken fast mod bugvæggen imens sondekanalen dannes. Knapperne sidder fast med selvopløselige tråde og falder af indenfor 2-4 uger. Falder der to knapper af inden for de første to uger efter anlæggelsen, skal du kontakte hjemmesygeplejersken eller afd. F, og du må ikke bruge sonden. Er knapperne ikke faldet af efter fire uger, skal disse fjernes. Dette gøres ved at tage fat i knappen, og klippe tråden til knappen over. De første 14 dage med pladesonde Fikseringspladen og sonden skal lades urørt de første 14 dage. Sonden skal forblive i sin oprindelige position og må ikke drejes. Dette for at mavesækken kan hæfte sig til bugvæggen og danne en tæt kanal, så mavesaft eller sondemad ikke løber ud i bughulen. Efter 14 dage skal sonden drejes dagligt, som en ballonsonde. Daglig pleje Når du har fået anlagt en ballonsonde eller du har haft din pladesonde i 14 dage, skal sonden drejes dagligt, for at forebygge at sonden vokser fast i kanalen. Knapper ved ballonsonder må IKKE drejes. Fikseringspladen løsnes og sonden trykkes ca. 1.5 cm ind og roteres en omgang. Herefter trækkes sonden tilbage igen og fixeringspladen sættes på plads. Der kan forekomme let sekretion fra indstiksstedet, og det er derfor vigtigt at være omhyggelig med hygiejnen omkring sonden. Huden omkring sonde og knapper afvaskes dagligt med vand, uparfumeret sæbe og fx en vatpind, hvorefter hud og sonde duppes tør med et rent håndklæde. Kommer der hudirritation kan der smørres med barrierecreme. Sørg altid for at huden holdes ren og tør. Det anbefales at studsen på din sonde rengøres dagligt - fx med en tandbørste. Hvis du ikke anvender sond skylles igennem med 20-50 ml vand hver dag. 2/6
Download PDF fil