Linseudskiftning På operationsdagen Du må spise, drikke og tage den medicin, som du plejer. Du må ikke benytte make-up eller kunstige øjenvipper. Hvis du bruger mascara, skal du undlade dette 4 - 5 dage før operationen. Du skal møde på operationsgangen. Følg de gule pile på gulvet fra indgangen. Der er sat 1 time af til forberedelse inden operationen. Vær forberedt på, at der kan være ventetid. Under operationen Dit øje bliver bedøvet med øjendråber eller en indsprøjtning. Operationen varer 1/2 - 1 time, hvor du skal kunne ligge på ryggen. Du får et stykke sterilt papir over ansigtet og overkroppen. Øjet holdes åbent ved hjælp af en holder, så du ikke kan blinke. Efter operationen Du kan tage hjem umiddelbart efter operationen. Ved forundersøgelsen sendes en elektronisk recept til apoteket på øjendråber. Du skal selv hente dem på et apotek - alle apoteker kan bruges. Hvis du skal opereres på begge øjne samme dag, skal du hente øjendråber til begge øjne samtidig. Af hygiejniske årsager skal du bruge den ene flaske til det højre øje og den anden til det venstre øje. Markér eventuelt på flaskerne, så du ved, hvilken der er til højre, og hvilken der er til venstre. Du skal først dryppe med øjendråberne efter operationen. Bemærk, selvom medicinen står som pauseret i din receptoversigt, så er recepten gyldig og medicinen kan udleveres på apoteket. Hvis du af helbredsmæssige årsager ikke selv kan dryppe øjet, kan der på operationsdagen bestilles hjemmesygeplejerske, såfremt det vurderes nødvendigt. Har du brug for vejledning i øjendrypning, vil sygeplejersken i modtagelsen vejlede dig i dette på operationsdagen. Hvis du får en forbinding over øjet, skal du tage den af 4 timer efter operationen. Herefter skal du dryppe med øjendråberne første gang. 2/4
Download PDF fil