Side 1
Imurel (Azathioprin) Til patienter og pårørende Vælg farve På dette ark finder du generel information om Imurel. Læs indlægssedlen i pakken for mere information Form: Imurel gives som tabletter, der ikke må deles eller knuses. Virkning: Imurel hæmmer kroppens immunceller og dæmper på den måde betændelsesreaktioner. Imurel bruges ofte til behandling af leddegigt og andre gigtformer men bruges også til at behandle betændelsesreaktioner i øjnene, især i øjets årehinde. Virkningen indtræder langsomt og ses ofte først efter 4-6 måneder. Mest almindelige bivirkninger: De fleste patienter tåler behandlingen uden særlige bivirkninger. Imurel kan dog give kvalme, nedsat appetit og diarré. Symptomerne er mest udtalte i starten og kan afhjælpes ved at tage tabletterne efter et måltid, eller inden du går i seng. Medicinen kan endvidere påvirke leverens funktion og give øget risiko for infektion, lav blodprocent og blødninger. Ved kraftig infektion, høj feber eller diarré skal du kontakte din læge. Forholdsregler: Når du får Imurel, skal du regelmæssigt have taget blodprøver som led i kontrolforløbet. Imurel og anden medicin: Når du køber håndkøbsmedicin på apoteket, skal du nævne, at du er i behandling med Imurel. Når du er i behandling med Imurel, må du ikke tage Sulfa- og Trimethoprimpræparater, som gives mod blærebetændelse. Du må heller ikke tage Allopurinol, som gives mod urinsyregigt. Odense Universitetshospital Øjenafdeling E Tlf. 65 41 27 88 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odee Læs om afdelingen på www.ouh.dk/afde 1/2 Materiale nr: 164152 06.04.2021