IVF behandling med donorsæd Til patienter og pårørende Vælg farve Behandlingen trin for trin IVF (In Vitro Fertilisering) også kaldet reagensglasbehandling går kort fortalt ud på, at kvinden hormonstimuleres til at danne flere æg i æggestokkene end det ene æg, som normalt modnes i hver cyklus. Efterfølgende udtages æggene og befrugtes med sæd i laboratoriet. Efter 5 dages dyrkning lægges et befrugtet æg (blastocyst) tilbage i livmoderen. Tilmelding til behandling Du skal tilmelde dig på 1. menstruationsdag. 1. menstruationsdag er den morgen, du vågner med rigtig blødning. Af hensyn til prioritering og mulighed for at komme i behandling, er det vigtigt at du tilmelder dig på 1. menstruationsdag. Tilmelding til behandling kan foregå via app'en Mit Sygehus eller klinikkens hjemmeside. Ved tilmelding via appen er det vigtigt at du er logget ind med MitID og har afgivet samtykke. Du sender din tilmelding ved at klikke på fanebladet "Spørgeskema" og derefter udfylde skemaet "Tilmelding til behandling". Ved tilmelding via hjemmesiden følger du linket under fanebladet "Tilmelding til behandling". Du får i løbet af 1-2 hverdage besked i din digitale postkasse med information, mødetidspunkt og medicin. Information omkring lukkeperioder og ventetid kan findes på klinikkens hjemmeside eller i appen Mit Sygehus. Donorsæd Donorsæd anvendes til behandling af enlige kvinder, kvinder med kvindelig partner eller til par, hvor manden ikke danner sædceller. Fertilitetsklinikken anvender donorsæd fra en godkendt sædbank i Danmark. En sæddonor kan godkendes, når han findes fysisk og psykisk rask efter undersøgelse af læge. Der undersøges for kønssygdomme, smitsomme og arvelige sygdomme. Valg af sæddonor Når man skal i IVF behandling med sæddonation har man mulighed for at vælge en ikke kontaktbar, kontaktbar eller kendt sæddonor. Fertilitetsklinikken OUH ligger inde med sæd fra ikke kontaktbare donorer. Ved ikke kontaktbar donor er der mulighed for at ønske karakteristika i form af højde, vægt, øjenfarve, hårfarve og etnicitet. Sædbanken tilbyder både ikke kontaktbare og kontaktbare sæddonorer, begge med og uden fuld profil. Ved ønske om en sæddonor fra sædbanken skal du/I selv bestille donorsæd til klinikken via European Spermbank. Det er først muligt, at bestille donorsæd når du/I har fået tildelt en plads til behandling. Det er vigtigt at donorsæden bestilles umiddelbart efter du/I har fået brev om behandlingsopstart. Ved bestilling af donorsæd skal du oplyse dit patient id til European Spermbank. Odense Universitetshospital Fertilitetsklinikken Kløvervænget 23 . 5000 Odense C Tlf. 65 41 23 65 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/fertilitet Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdfertilitet x 1/3 Materiale nr: 147590 23.08.2022
Download PDF fil