Ægdonation - information til donor Under behandlingen bliver du fulgt med ultralydsskanninger gennem skeden, hvor lægen vurderer udviklingen af ægblærerne. Du skal regne med 2-3 skanninger i alt. Når ægblærerne er modne, tager du en ægløsningssprøjte. I stimulationsperioden op til ægudtagning anbefales så lidt paracetamol (f.eks. Panodil, Pinex eller Pamol) som muligt, da det kan påvirke æggenes udvikling. Ægudtagning Ægudtagningen foretages ca. 36 timer efter, at du har taget ægløsningssprøjten. Du skal regne med at være på klinikken 2-3 timer. Det er en god ide at spise et let morgenmåltid og eventuelt medbringe lidt mad til efter ægudtagningen. Medbring også smertestillende tabletter (1 g paracetamol og 200 mg Ipren), som du kan tage ved behov efter indgrebet. På klinikken får du et morfinlignende smertestillende præparat via en blodåre. Medicinen kan gøre dig døsig og svimmel, og du må derfor ikke selv køre hjem. Du er velkommen til at tage en ledsager med. Ved selve ægudtagningen lægges en lokalbedøvelse i toppen af skeden. Under ultralydsvejledning føres en tynd nål gennem skedevæggen, og ægblærerne tømmes for væske. En bioanalytiker modtager væsken og undersøger den for æg. Indgrebet varer ca. 20 minutter. Du kan opleve menstruationslignende smerter under og efter indgrebet. Du skal hvile dig mindst en halv time efterfølgende, og vi anbefaler, at du holder dig i ro resten af dagen. I de følgende dage kan du opleve lette underlivssmerter og pletblødning fra skeden, som typisk ophører efter 1-2 dage. Du kan tage paracetamol efter behov. Donationen Når dine æg er afleveret til laboratoriet, betragtes donationen som gennemført, og din beslutning kan ikke længere fortrydes. Indtil da har du altid ret til at trække dit samtykke tilbage, og behandlingen vil i så fald blive afbrudt. De donerede æg bliver befrugtet med sæd fra modtagerens partner eller med donorsæd - f.eks. hvis modtageren er enlig, i et lesbisk parforhold, eller hvis partnerens sæd ikke kan anvendes. Fører behandlingen til graviditet, registreres modtageren og en eventuel partner som barnets juridiske forældre. Bivirkninger og risici Hormonbehandlingen kan give lette bivirkninger som brystspænding, hovedpine, trykken i underlivet, væskeophobning og rødmen eller ømhed ved indstiksstedet i maven. I sjældne tilfælde kan der dannes mange ægblærer, hvilket kan føre til ovarielt overstimulations- syndrom (OHSS). Symptomerne er typisk lette, men i sjældne tilfælde kan tilstanden kræve behandling. Ægudtagningen er et mindre kirurgisk indgreb og indebærer en meget lille risiko for blødning i bughulen eller infektion. Alvorlige komplikationer er dog meget sjældne. Tilmelding til behandling Når du er godkendt som donor og sammen med en sygeplejerske har aftalt opstart af behandling, kan du tilmelde dig på din første menstruationsdag via app'en eller Fertilitetsklinikken hjemmeside. Du får besked i Digital Post i løbet af 1-2 hverdage med information om mødetidspunkt og medicin. Vigtigt: For at undgå graviditet under behandlingsforløbet skal du bruge kondom ved samleje. 3/3
Download PDF fil