Graviditet uden for livmoderen Til patienter og pårørende Vælg farve I sjældne tilfælde udvikler graviditeten sig uden for livmoderhulen (ekstrauterin graviditet). Tilstanden opstår, når et befrugtet æg sætter sig fast et andet sted end i livmoderhulen. Det sker oftest i æggelederen, men i sjældne tilfælde også i livmoderhalsen eller andre steder, og graviditeten kan ikke udvikle sig til et levedygtigt foster. Graviditet uden for livmoderen sker for omkring 1-2 % af kvinder, der bliver gravide spontant, for ca. 2 % efter insemination og for 2-5 % efter IVF-behandling. Den hyppigste årsag er en beskadiget æggeleder efter tidligere infektion, betændelse eller operation i underlivet. Når æggelederen ikke fungerer normalt, kan det befrugtede æg have svært ved at bevæge sig frem til livmoderhulen og kan derfor sætte sig fast undervejs. Graviditet uden for livmoderen konstateres ved en ultralydsskanning og måling af graviditetshormonet hCG i blodet. Symptomer De første tegn på graviditet uden for livmoderen kan minde om en almindelig tidlig graviditet, og tilstanden opdages derfor ofte først, når symptomerne udvikler sig. • Smerter og blødning: De mest almindelige symptomer er smerter og blødning. Smerterne sidder som regel nederst i maven, ofte i den ene side. • Hvis æggelederen brister: Hvis graviditeten udvikler sig i æggelederen, kan den få æggelederen til at briste. Det medfører en akut, indre blødning og pludselige, kraftige smerter i maven. • Alvorlige symptomer: En indre blødning kan føre til svimmelhed, bleghed, hurtig puls eller besvimelse. Disse symptomer kræver øjeblikkelig lægehjælp, og du skal straks kontakte Fertilitetsklinikken eller ringe 70 11 07 07 for at få en tid ved lægevagten eller skadestuen i Region Syddanmark. Behandling Valget af behandling afhænger blandt andet af graviditetens placering, dine symptomer og niveauet af graviditetshormonet hCG. • Spontant forløb: I nogle tilfælde går graviditeten til grunde af sig selv. Man følger forløbet med blodprøver og ultralydsskanning, indtil graviditetshormonet hCG er faldet til nul. Denne tilgang anvendes kun, hvis hCG-niveauet er lavt, og du kun har få symptomer. • Medicinsk behandling (Methotrexat): Hvis graviditeten fortsætter med at udvikle sig, kan man behandle med medicin (Methotrexat), der stopper graviditetsvævet i at udvikle sig. Behandlingen gives som en indsprøjtning, og du vil herefter blive fulgt med regelmæssige blodprøver, indtil hCG er faldet. Odense Universitetshospital Fertilitetsklinikken Kløvervænget 23, Indgang 55, 3. sal Tlf. 65 41 23 65 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/fertilitet Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdfertilitet x 1/2 Materiale nr: 109164 13.11.2025
Download PDF fil