Trillingegraviditet Til patienter og pårørende Vælg farve Fosterreduktion og risici ved trillingegraviditet Efter behandling på Fertilitetsklinikken vil trillingegraviditet formentligforekomme i 1 ud af 150 behandlinger (1-2 tilfælde pr.år). Trillingegraviditeten erkendes som regel ved den første planlagte ultralydsskanning på klinikken. I denne situation vil man midt i glæden også føle angst og bekymring. Der vil forståeligt nok opstå tanker om risiko ved trillingegraviditet og fødsel, om økonomi og om den ændrede familiemæssige situation. Vores erfaring og viden fra opgørelser viser, at der er øget risiko ved trillingegraviditet sammenlignet med tvillingegraviditet. Risiko for abort (alle fostre mistes): 2 fostre: 9% 3 fostre: 20% Risiko for for tidlig fødsel (før graviditetsuge 37): 2 fostre: 30 % 3 fostre: 70 % Risiko for at få syge børn (alvorlige handicap): 2 fostre: 1% 3 fostre: 5% Hvis du ønsker at gennemføre trillingegraviditeten, vil du blive tilbudt løbende kontroller i graviditeten. Fødslen vil foregå ved planlagt kejsersnit. Fosterreduktion For at mindske den øgede risiko ved trillingegraviditeten kan der foretages et indgreb, der reducerer antallet af fostre fra 3 til 2. Fosterreduktionen foregår på Skejby Sygehus, Århus, via Afdeling D's ultralydslaboratorium. Indgrebet foretages omkring graviditetsuge 12. Ved ultralydsskanning undersøges fostrene for eventuelle misdannelser, og nakkefolden måles. Ved fortykkelse af nakkefolden kan det være udtryk for, at fosteret er et mongolbarn (har Downs syndrom). Reduktion vil blive foretaget på et eventuelt sygt foster eller på det foster, der er lettest tilgængeligt. Teknikken minder meget om den, der anvendes ved fostervandsprøve. Under ultralydsvejledning føres en kanyle igennem den gravides mave ind i livmoderen og videre ind i fosterets hjerte. En milliliter koncentreret saltopløsning (kaliumklorid) sprøjtes ind i fosterhjertet og medfører efter få sekunder eller minutter hjertestop hos fosteret. I løbet af de kommende uger vil fosteret gå til grunde og skrumpe ind. Den gravide udstøder ikke fosteret igennem skeden. Risikoen for, at hele graviditeten går til grunde, og alle tre fostre mistes ved fosterreduktionen, er ca. 5%. Odense Universitetshospital Fertilitetsklinikken Kløvervænget 23, Indgang 55, 3. sal Tlf. 65 41 23 65 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/fertilitet Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdfertilitet x 1/1 Materiale nr: 109157 02.02.2024
Download PDF fil