Fjernelse af celleforandringer på de ydre kønsorganer i lokalbedøvelse - Svendborg Efter indgrebet Du må tage hjem umiddelbart efter operationen, hvis du har det godt. Du må gerne køre bil. Normale følger Det er almindeligt, at området er ømt og hævet, når virkningen af lokalbedøvelsen aftager. Du må gerne tage smertestillende håndkøbsmedicin (Paracetamol og Ibuprofen). Følg anvisningen på pakken. Du får udleveret lokalbedøvende gel (Xylokain 5 mg) til påsmøring af det behandlede område. Dette kan også købes i håndkøb. Du kan køle det behandlede område med isbind, som du selv kan lave: 1. Gør nogle trusseindlæg eller hygiejnebind våde under vandhanen 2. Pak et par stykker sammen i en frysepose 3. Frys dem i nogle timer. 4. Tag isbindet ud og brug det på operationsområdet i 20 - 30 minutter. Du skal have et tyndt stof mellem huden og isbindet, da det ellers kan sætte sig fast Kan gentages hver 2.-3. time. Hold området rent og skyl gerne med håndbruser efter toiletbesøg. Det er normalt at have en smule blødning de første dage/uger efter indgrebet. Undlad karbad, svømmehal, havbad og samleje indtil såret er helt lægt. Normalt 2-3 uger. Dette for at undgå infektion. Er du blevet syet, er det med selvopløselig tråd, som opløser sig selv i løbet af 2-4 uger. Komplikationer Hvis du i dagene efter indgrebet oplever kraftig blødning, stærke smerter eller feber over 38, må du kontakte gynækologisk vagthavende i Svendborg på telefon 6320 2000. Opstår der problemer senere, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge. Sygemelding Efter indgrebet bør du tage den med ro et par dage. Svar på prøverne og kontrol Når svaret på undersøgelsen af vævet foreligger, får du brev via digital post. Brevsvaret vil oplyse om graden af celleforandringer og den videre plan. Der går 4-6 uger. Huskeliste Hvis det er tidsmæssigt muligt! • Hold pause med naturmedicin 14 dage inden operationen • Hold evt. pause med blodfortyndende medicin inden indgrebet (skal være aftalt med lægen) Indgrebet foregår på Gynækologisk Ambulatorium i Svendborg Baagøes Alle 15, 5700 Svendborg Indgang 75, etage 02 2/2
Download PDF fil