Gode råd - Smerter ved samleje Til patienter og pårørende Vælg farve Gode råd hvis du oplever smerter ved samleje Mange kvinder kan gennem livet opleve smerter ved samleje. Der kan være mange årsager til, at du oplever smerter, og kan bl.a. skyldes gynækologisk sygdom, følger efter operation og behandling, bækkenbundssmerter, din hormonelle situation, kropslige eller psykologiske påvirkninger. Smerterne kan variere fra kvinde til kvinde, og kan påvirke både fysisk og psykisk. Nogle kvinder kan også opleve at undgå intimitet og seksualitet. Frygten for smerter kan være stor, og vil ofte hæmme den seksuelle lyst. Tal med din læge eller gynækolog om dine smerter. Det er vigtigt at få foretaget en gynækologisk undersøgelse, så årsagen til dine smerter kan findes, og den rigtige behandling kan igangsættes. Der er meget du selv kan gøre for at mindske smerte og bedre din seksualitet Her får du flere gode råd til at mindske smerter ved samleje, og hvordan du evt. kan søge hjælp og behandling til at løse sexologiske problemstillinger. Parforholdet Tal åbent med din partner om dine smerter ved samleje, og tilrettelæg jeres intimitet og seksualitet ud fra smerteoplevelsen og dine behov. Sørg for god trivsel og stemning i parforholdet. Mistrivsel og skænderier kan forværre din smerteoplevelse. Sex er mere end samleje For nogle mennesker opleves samleje som en vigtig del af seksualiteten. Hvis du oplever smerter ved samleje, er det vigtigt også at tænke seksualiteten anderledes end samleje. Intimitet, nærhed og ømhed kan skabes i mange andre seksuelle situationer. Ofte kan nytænkning i jeres seksualitet gøre seksualiteten bedre, eller mindske og fjerne den frygt du oplever for smerte. Samlejestillinger Smerter ved samleje kan udløses af specifikke samlejestillinger. Afprøv forskellige stillinger. Det kan opleves mere skånsomt, når kvinden kan føle øget tryghed og kontrol af indtrængningsdybde og hastighed. Oplever du smerter dybt i skeden kan hjælpemidlet 'Painbuffer' mindske indtrængningsdybden i skeden og mindske dine smerter under samleje. Hjælpemidlet kan købes på internettet. Tørhed Kvinder kan i forskellige perioder af livet opleve tørre slimhinder i skeden. Tørre og sarte slimhinder ses oftest efter overgangsalderen (efter 50 års alderen). Kvinder som ammer, er opereret med fjernelse af æggestokke eller behandlet med kemoterapi og strålebehandling, kan også opleve tørhed. Tørhed kan også opstå, hvis du har mistet din seksuelle lyst, eller hvis du frygter smerter. Tørhed i skeden kan medføre svie, rifter og smerter ved intim berøring og ved samlejets bevægelse. Odense Universitetshospital - Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/2 Materiale nr: 179551 24.01.2024
Download PDF fil