Gravide med diabetes før graviditeten Til patienter og pårørende Vælg farve Velkommen til Steno-D ambulatoriet på Odense Universitetshospital Tillykke med graviditeten! Allerførst et stort tillykke. Denne folder er til dig, der har diabetes, som er opstået inden graviditeten (dvs. type 1, type 1 1/2 og type 2 samt MODY-diabetes). Der er mange råd, anbefalinger og tiltag under en graviditet, og mange af disse er ens, uanset om man har diabetes eller ej. Der er imidlertid også nogle ting, der er anderledes som følge af diabetes, og hvor anbefalingerne og forhold for graviditet/fødsel/barsel derfor er anderledes. Med denne folder vil derfor vi gerne informere om det forløb, du/I bliver tilbudt af vores Diabetes- Svangre team i Steno-D ambulatoriet på Odense Universitetshospital (OUH) samt om en lang række relevante emner. Undervejs i graviditeten vil der være mulighed for uddybende information om emnerne (samt naturligvis om mange andre emner) ved samtalerne i vores ambulatorie. Sig meget gerne til, hvis der er noget særligt, du/I gerne vil tale med os om. Både du og din partner eller eventuelt en anden pårørende er meget velkomne i vores ambulatorium, og vi vil gøre vores bedste for at sikre et trygt og godt forløb for dig/jer. Graviditet og diabetes Som gravid med diabetes får du tilbudt et forløb med flere undersøgelser end gravide, der ikke har diabetes. Årsagen til det er, at sandsynligheden for komplikationer for dig og det ventede barn er større, når man har diabetes. Der sker mange forandringer i kroppen, når du er gravid, og insulinbehovet ændres meget i løbet af graviditeten. I begyndelsen af graviditeten kan insulinbehovet og dine blodsukre svinge meget. Hos de fleste falder insulinbehovet i starten, hvorefter det typisk vil stige mere og mere, efterhånden som graviditeten skrider frem. Sidst i graviditeten vil insulinbehovet oftest stabilisere sig. En god regulering af blodsukkeret er gennem hele graviditeten meget vigtig for både det ufødte barn og dig. Jo bedre din diabetes er reguleret, jo mindre er risikoen for komplikationer for dig og barnet. Men det kan være en stor udfordring at få blodsukrene til at ligge pænt, når man er gravid, og det kan opleves som meget frustrerende, når blodsukrene er svære at styre. Del gerne dine tanker og erfaringer med os, når du besøger os i ambulatoriet. Hvis du ikke fik insulin som en del af behandlingen af din diabetes, inden du blev gravid, vil du med stor sandsynlighed få behov for at opstarte insulinbehandling i løbet af graviditeten. I samarbejde med dig forsøger vi at mindske sandsynligheden for komplikationer ved at følge dig og din graviditet med hyppige besøg/kontakter i vores ambulatorie. I Danmark følges gravide med diabetes nemlig tæt, og det resulterer i mange gode og ukomplicerede forløb og fødsler af sunde nyfødte, der ikke er påvirkede af moderens diabetes. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 11 05 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/10 Materiale nr: 165291 20.02.2025
Download PDF fil