Side 4
Indgreb og behandling under fødslen Kvinder, der har født ved kejsersnit, er ofte lidt længere om at komme sig, de har som regel lidt flere smerter, og der kan gå længere tid, før amningen kommer rigtigt i gang. Ved en ny graviditet og fødsel, efter man tidligere har født ved kejsersnit, er der en let forøget risiko for komplikationer. Der er en lille risiko for, at arret i livmoderen springer op (mindre end 1 %). Enkelte kvinder (1-4 %) oplever, at moderkagen i en kommende graviditet sætter sig ved arret, og kommer til at ligge foran livmodermunden. Det betyder, at barnet ikke vil kunne fødes vaginalt. Der er derudover stor risiko for, at en efterfølgende fødsel også ender i kejsersnit. Indgreb og behandlinger efter fødslen Syning af bristninger Bristninger kan opstå spontant eller efter et klip i mellemkødet. Efter fødslen vil jordemoderen vurdere, om der er opstået bristninger i kønslæber, skede eller mellemkød. I sjældne tilfælde kan bristningen involvere endetarmsmusklen. Har du fået en bristning, vil der oftest være behov for at denne syes. I langt de fleste tilfælde vil syningen foregå på fødestuen. Du vil blive tilbudt lokalbedøvelse forud for syningen. Efter behov kan du bedøves med en pudendusblokade, som lægges ved injektion i skeden, lokalbedøvelse som lægges ved injektion omkring bristningen, lokalbedøvende gele eller akupunktur. Hvis du er bristet i endetarmsmusklen, vil du blive syet af en læge på operationsgangen, hvor du kan blive smertedækket med en lokalbedøvelse i ryggen (spinalblokade). Det er normalt at have smerter fra syningen 1-2 uger efter fødslen, mens muskulaturen omkring skeden heler op, og tråden, du er syet med, kan stramme i vævet. Desuden kan du opleve, at du i tiden efter fødslen kan have svært ved at holde på urin og luft. Dette er helt normalt i op til seks måneder efter fødslen, hvorefter det gerne skal bedres. De fleste vil opleve, at første samleje efter fødslen er forbundet med lidt ubehag, da det strammer i arvævet efter bristningen. Det kan være en god idé at bruge glidecreme. Forebyggelse af stor blødning efter fødslen Alle kvinder bløder efter fødslen. Nogle bløder så meget, at de får blodmangel efter fødslen, og i sjældne tilfælde er der behov for at give kvinden en blodtransfusion. Vi tilbyder alle kvinder en forebyggende behandling med medicin, der nedsætter risikoen for blødning. Jordemoderen giver medicinen som indsprøjtning, der hjælper livmoderen med at trække sig sammen. Herefter hjælper hun med, at moderkagen fødes. Det medicin, vi anvender, er det samme, som vi bruger som ve-stimulerende medicin under fødslen. Det er de samme bivirkninger, som beskrevet under ve-stimulerende drop, dog kan de være kraftigere, da der gives en større mængde medicin på én gang. Derudover vil nogle (især flergangsfødende) opleve smertefulde efterveer. Du kan få smertelindrende medicin, hvis du ønsker det. Behandlingen indebærer ingen risiko for barnet. Livmoderen trækker sig sammen af sig selv ved de fleste normale fødsler. Hvis du er rask og normalvægtig og føder normalt, vil det være forsvarligt, at lade moderkagen fødes af sig selv uden brug af medicin. Nogle kvinder har større risiko for at bløde meget efter fødslen. I disse tilfælde anbefaler vi, at medicinen gives som drop de første par timer efter fødslen. Jordemoderen vil under fødslen informere dig, hvis du er en af dem, der kan have fordel af at få medicinen som drop. 4/5
Side 5
Indgreb og behandling under fødslen Behandling i forbindelse med større blødning efter fødslen Alle kvinder bløder efter en fødsel. Blødningen kommer fra såret, hvor moderkagen har siddet og i nogle tilfælde fra en bristning eller et klip. Det er normalt at bløde op til 1/2 liter efter en fødsel. Nogle kvinder bløder mere end normalt. Store blødninger efter fødslen kan være livstruende, hvis der ikke iværksættes behandling. Du vil derfor opleve, at vi handler meget hurtigt, ligesom der vil blive kaldt ekstra personale på stuen i de tilfælde, hvor en blødning er større end normalt. Du vil få lagt et drop i hånden, hvori der gives væske og forskellig medicin som skal hjælpe blødningen til at stoppe. Ved behov vil vi løbende måle dit blodtryk og din puls, ligesom det kan blive nødvendigt at tage blodprøver. Du vil også kunne opleve, at vi trykker og masserer dig hårdt på maven, for at få din livmoder til at trække sig sammen. Hvis blødningen kommer fra en bristning, vil du også kunne opleve ubehag, idet vi trykker på bristningen for at stoppe blødningen. Du vil derfor opleve, at der sker mange ting omkring dig på én gang. Bløder du mere end en liter, bliver du oftest kørt på operationsgangen, hvor du bliver bedøvet. Her har lægen bedre mulighed for at få overblik over, hvor blødningen kommer fra og for at stoppe den. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give dig en blodtransfusion. Når vi har behandlet dig for en større blødning efter fødslen, vil du kunne opleve ømhed, hvis det f.eks. har været nødvendigt at holde på din livmoder eller at stoppe blødning fra en bristning. Den medicin, vi giver, vil kunne give dig kraftige efterveer. Det er muligt at få smertelindring, hvis dette er tilfældet. Efter større blødninger vil vi anbefale, at du indlægges til observation på barselsafsnittet med henblik på at sikre dit velbefindende i dagene efter fødslen. Fjernelse af moderkagen ved operation Efter fødslen løsner moderkagen sig i det fleste tilfælde af sig selv. Hvis moderkagen ikke fødes spontant i løbet af den første time, kan der være behov for, at vi hjælper med at fjerne den. Dette er nødvendigt, fordi en fastsiddende moderkage forhindrer livmoderen i at trække sig sammen. Herved øges risikoen for blødning. Hvis moderkagen ikke løsner sig spontant, vil du blive kørt på operationsgangen, hvor moderkagen kan fjernes igennem skeden. Hvis du ikke bløder meget, vil lægen kunne fjerne moderkagen, efter du har fået lagt en lokalbedøvelse i ryggen (spinalblokade). Hvis du bløder meget, vil vi køre på operationsstuen hurtigt. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt, at du lægges i fuld bedøvelse. Når moderkagen fjernes gennem skeden, øges risikoen for infektion. Du vil derfor få forebyggende antibiotika i forbindelse med operationen, ligesom du får medicin, der får din livmoder til at trække sig sammen. Du vil kunne opleve ømhed og kraftige efterveer efter behandlingen. Det er muligt at få smertelindring, hvis dette er tilfældet. Efter fjernelse af moderkagen ved operation vil vi anbefale, at du indlægges til observation på barselsafsnittet med henblik på at sikre dit velbefindende i dagene efter fødslen. Al denne information om komplikationer og indgreb kan give anledning til flere spørgsmål og måske vække bekymring. Du er altid velkommen til at drøfte dine tanker og spørgsmål med din jordemoder eller læge. 5/5




