Celleforandringer i livmoderen - operation ved hjælp af kikkert / robot - Odense Om operationen - forberedelserne og tiden efter Operationer ved hjælp af kikkert / robot Indgrebet foretages i fuld bedøvelse, vi vil derfor bede dig læse patientinformationen "Bedøvelse og fasteregler". I den kan du blandt andet læse om fasteregler. Operationen foregår gennem et ca. 2 cm snit lige over navlen og derudover 4 snit, to på hver side af midten. Operationen varer cirka 3 timer. Hertil skal lægges lidt tid til forberedelse og opvågning. Under operationen får du anlagt et kateter i blæren. Dette fjerner vi igen efter operationen. Operationen foregår ved hjælp af robotassisteret kikkertkirurgi og du er under operationen vippet ca. 30 grader med hovedet nedad, for at tarmene ikke er i vejen i operationsfeltet. Dit ansigt er beskyttet af en plexiglasplade, og du støttes af nogle polstrede skulderpuder. Efter operationen kan du være lidt hævet i ansigtet; det svinder spontant i løbet af nogle timer. Både operationstiden og den tid, du er bedøvet, er lidt længere end ved de traditionelle operationsmetoder, men man er sædvanligvis hurtigere frisk og mindre smertepåvirket efter denne operation end ved åben operation. Ved operation for celleforandringer i livmoderen fjernes livmoder, livmoderhals, æggeledere og afhængig af din alder også æggestokke. Forberedelser før indlæggelsen For at nedsætte risikoen for blødning under og efter operationen anbefaler vi, at du undgår smertestillende præparater, som indeholder acetylsalicylsyre så lang tid som muligt og mindst 3 dage før operationen. Du skal undgå følgende præparater: • Aspirin • Hjertemagnyl • Idotyl • Kodimagnyl • Magnyl • Treo Blodfortyndende medicin Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du tale med en læge fra Gynækologisk Afdeling, om du eventuelt skal holde en pause med denne medicin. Naturmedicin og kosttilskud kan øge risikoen for komplikationer ved din operation. Vi anbefaler derfor, at du holder pause før operationen. Gerne 2 uger hvis muligt. Sukkersyge Hvis du har sukkersyge, vil du følge et særligt regime under din operation. Du vil ved forundersøgelsen og ved planlægningen af din operation få nærmere besked om, hvordan du skal forbedrede dig og om du skal pausere din medicin. Rygning og alkohol Vi ønsker at sikre det bedste operationsforløb og undgå unødige komplikationer. Vi anbefaler, at du er tilbageholdende med alkohol, og helt ophører med rygning gerne 6 uger før din operation. Se information fra Sundhedsstyrelsen på www.sst.dk. Søg på: Rygning og operation samt Alkohol og operation 2/5
Download PDF fil