Bisættelse/begravelse ved fødsel før svangerskabsuge 22 Til patienter og pårørende Vælg farve Information om muligheder for bisættelse/begravelse ved fødsel før svangerskabsuge 22, hvor barnet ikke er levendefødt. Børnefællesplæne på Assistens Kirkegården i Odense: Der er mulighed for, at børn / fostre født før 22. svangerskabsuge og ikke levendefødt, kan bisættes i børnefællesplænen på Assistens Kirkegården i Odense. Der foretages fælles kremering og fælles urnenedsættelse to gange om året - midt i juni og midt i december. Barnet / fosteret lægges i en trækasse, som bliver opbevaret på Klinisk Patologisk Afdeling, indtil kremeringen har fundet sted. Trækassen er tydeligt mærket med moderens navn og cpr.nr. Ved fødsel indenfor perioden 1. oktober - 31. marts foretages bisættelsen som udgangspunkt i juni. Ved fødsel indenfor perioden 1. april til 30. september foretages bisættelse som udgangspunkt i december. Fælles kremering sker tidligst 2 måneder efter fødslen, og forældrene kan i denne periode ombestemme sig. I har som familie mulighed for indenfor 2 måneder at ændre beslutningen om den fælles kremering og i stedet selv holde en bisættelse / begravelse. Der skal i så fald rettes henvendelse til kapelassistenten på telefonnummer: 65 41 48 20. Det er muligt skriftligt at frasige sig de 2 måneders mulighed for at ændre beslutningen, således at bisættelsen kan finde sted ved næstkommende juni eller december. Dette noteres i journalen. Af diskretionshensyn er det er ikke muligt at få oplyst den nøjagtige dato for urnenedsættelsen, men efter henholdsvis den 20. juni og 20. december har nedsættelsen fundet sted. Der er ikke udgifter forbundet med den fælles kremering og nedsættelse af urne. Privat varetagelse af bisættelse/begravelse: Som familie kan I også selv holde en bisættelse eller begravelse. Der skal benyttes en såkaldt nedgravningsattest, som udleveres på afdelingen. Familien skal selv tage kontakt til en bedemand. Det aftales med bedemanden, hvor meget I selv ønsker at forestå, og hvor meget han / hun skal varetage. Der er stor plads til personlige ønsker. Der ydes et fast beløb i begravelsestilskud fra sygesikringen. Bedemanden kan være behjælpelig med at søge dette tilskud. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/1 Materiale nr: 116758 09.11.2023
Download PDF fil