Vulvodyni - behandling med lokalbedøvende salve Til patienter og pårørende Vælg farve Behandling med lokalbedøvende Xylocain gel og creme Mange kvinder med Vulvodyni oplever en bedring i deres symptomer, hvis de behandler med lokalbedøvende gel eller salve. Behandlingen beskrives her: Lokalbedøvende behandling Idet vi ved at smerte udløst ved berøring af overfølsomme nerver igangsætter en ond cirkel af øgede antal følsomme nerver, ønsker vi at bryde denne proces. Behandlingen består i en længere periode med lokal bedøvelse af det smertefulde område. Hvordan behandler jeg? Du skal anvende Xylocain-gel 2%, som kan købes som håndkøbsmedicin på apoteket. Det smertende område dækkes med et lag gel efter hvert toiletbesøg, dvs. påføres 5-6 gange i løbet af dagen. Før sengetid kan du tage et stykke vat med påsmurt Xylocain-gel. Vattet kan lægges mod skedeindgangen op mod de ømme eller smertefulde områder. Vattet skal helst ligge hele natten. Behandlingen skal foretages hver dag og nat i 3 måneder (nogle gange længere). Før intimitet og seksuelt samvær kan du forbehandle det smertefulde område med Xylocain-gel i 10-20 minutter. Dette kan mindske dine smerter ved berøring og seksuelt samvær. Fjern den overskydende gel inden intimt samvær. Den smertestillende gel kan i den intime kontakt medføre en kortvarigt nedsat følelse hos din partner. Behandlingsvarigheden med Xylocain er ofte 3-4 måneder. Hvis der ikke er tilstrækkelig effekt, kan behandlingen i samarbejde med den gynækologiske læge eller sygeplejerske suppleres/erstattes med den stærkere salve Xylocain 5%. Xylocainsalve 5% kan svie efter påførsel, i op til 2-3 minutter. Hos de fleste bliver det bedre efter 2-3 uger, eller at du vænner dig til svien. Hvis du har haft Vulvodyni længe, skal du også regne med, at behandlingen skal foregå længe, før end du helt kan undvære Xylocain. Bivirkninger af behandlingen De fleste kvinder tåler behandlingen godt og det er vigtigt ikke at spare på gelen - den kan ikke overdoseres og har ingen bivirkninger. Gode råd ved intimitet og seksuelt samvær I forbindelse med intimitet og seksuelt samvær anbefaler vi, at du bruger silikonebaseret glidecreme. Den silikonebaserede glidecreme vil afhjælpe eventuelle tørre og sarte slimhinder i skeden og vil nedsætte belastning og friktion af vævet. I forbindelse med samleje kan du og din partner også være opmærksomme på, at nogle samlejestillinger eventuelt kan være mere skånsomme og opleves mindre smertefulde. Det er også vigtigt at huske, at seksualitet kan omhandle andet end blot samleje. Fortæl din partner om dine smerter og tilrettelæg jeres seksualitet ud fra smerteoplevelsen og dine behov. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/1 Materiale nr: 116085 03.01.2024
Download PDF fil