Side 4
Operation efter sphincterruptur Smerter Operationen kan give anledning til moderate til stærke smerter i dagene efter operationen. Smerterne vil i de kommende dage/uger aftage. Du vil få smertestillende medicin efter behov. Det er vigtigt, at du siger det til din sygeplejerske, hvis du har smerter efter operationen. Smertestillende behandling og oplevelse af smertelindring øger dit velbefindende og din evne til at komme i gang igen efter operationen.Vi anbefaler, at du i de første dage/uger efter operationen tager smertestillende medicin. Medicinen kan købes som håndkøbsmedicin. Du anbefales at tage 2 tabletter paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex) á 500 mg., max. 4 gange dagligt. Dette kan suppleres med 2 tabletter Ibuprofen (f. eks. Ipren eller Ibumetin) á 200 mg., max. 3 gange dagligt. Når smerterne aftager, kan du trappe ned i antallet af smertestillende tabletter. Vandladning og tarmfunktion Vi anbefaler, at du har regelmæssige vandladninger hver 3-4 time. Vi vil kontrollere, at du kan tømme blæren efter operationen. Dette gøres ved at scanne igennem huden på maven med en blærescanner. Det er vigtigt, at din afføring holdes blød. Spis varieret kost og fiberrigt. Vi anbefaler og tilbyder et afføringsmiddel: Tablet Magnesia 1 g x 2 dagligt, men kan også regulere og nedsætte dosis efter dit behov. Lind og blød afføring kan mindske ubehaget ved toiletbesøg. Det er normalt at du først vil have afføring ca. 2 dage efter din operation. Du skal være forsigtig med at presse, og du kan ved behov, anvende et bind til at støtte mellemkødet i situationen. Det er vigtigt, at du i en længere periode efter operationen fortsat forebygger forstoppelse. Forstoppelse og kraftigt pres mod bækkenbunden kan påvirke dit operationsresultat. Blødning Det er almindeligt at have blødning fra operationssåret ved skede og mellemkød op til 3-4 uger efter operationen. Den første periode kan det være som menstruation. Herefter aftager det og bliver brunligt og siden vandigt. Vi anbefaler at du anvender menstruationsbind, og ikke tamponer. Vi fraråder karbad, strandbad og svømmehal indtil blødning fra området er ophørt. Trådene som anvendes ved operationssåret er selvopløselige, og forsvinder af sig selv. Medicin efter operationen Du vil hver aften under din indlæggelse få en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Medicinen og dine kompressionsstrømper vil forebygge mod en blodprop efter operationen. Hvis du vanligt får blodfortyndende medicin, skal du aftale med lægen, hvornår din medicin skal genoptages efter operationen. Tager du andet medicin, og er du i tvivl om at skulle genoptage dette efter operationen, så spørg din sygeplejerske. Du skal i tre døgn efter operationen have antibiotika i dit drop. Dette forebygger mod infektion efter operationen. Hvis du har det godt, og bor i nærheden af hospitalet, kan behandlingen evt. gøres ambulant. Hjem igen Vi forventer udskrivelse 3 døgn efter operationen. Du skal selv lave en aftale om transport hjem efter din operation. Sygemelding og rekreationsperiode Efter operationen skal du regne med en rekreationsperiode, så operationssåret kan få tid til at hele. Det er vigtigt, at du før operationen har planlagt hjælp i hjemmet. Du skal f.eks. sikre dig, at du bliver 4/6
Side 5
Operation efter sphincterruptur aflastet både i forhold til børnepasning, indkøb og rengøring.I de første uger efter operationen er det vigtigt, at du lægger dig og hviler dig flere gange om dagen. Dels kan du være mere træt end vanligt, og dels er der hele tiden belastning på underlivet og dermed operationssåret, når du går, står og sidder. Husk at undgå at overbelaste dit operationssår når du rejser dig, eller lægger dig på sengen. Vi anbefaler, at du sygemeldes fra dit arbejde i 4-6 uger efter operationen. Sygemeldingsperioden er individuel, og er afhængig af dit job og din hverdag. Vi anbefaler et roligt regime i 4-6 uger efter operationen, hvor du ikke dyrker sport, cykler eller foretager belastende hjemlige opgaver som gulvvask, støvsugning og havearbejde. Du må gerne gå ture og lave lettere husligt arbejde. Generelt tilråder vi, at du løfter under 5 kg i de første 4-6 uger. Undlad selv at køre bil i den første uge efter operationen. Risiko for komplikationer Ved enhver operation er der risiko for komplikationer. Der er en risiko for, at der kan opstå blødning eller infektion i operationssåret. I meget sjældne tilfælde kan der i forbindelse med operationen komme læsioner på omkringliggende organer, som f.eks. tarmen. Dette kan forlænge indlæggelsen, men sjældent give varige mén. Hvis du efter udskrivelsen oplever kraftig blødning fra operationssåret, voldsomme smerter, feber og ildelugtende udflåd, bør du kontakte Gynækologisk Afsnit på tlf. 65 41 23 36. Vejledning hos fysioterapeut Du vejledes af en fysioterapeut allerede under din indlæggelse. Du bliver desuden indkaldt til et behandlingsforløb ved fysioterapeuten ca. 6 uger efter din operation. Fysioterapeuten vil vejlede dig i bækkenbundstræning, afspænding og behandling af eventuelle gener i bækken og muskulatur efter operationen. Sex og samliv Operation og symptomer fra underlivet kan for nogle kvinder have indflydelse på sex og samliv. Det er vigtigt, at du fortæller din partner, hvordan generne påvirker dig, din kropsoplevelse og jeres fælles seksualitet. Efter din operation skal operationssåret hele, og vi fraråder derfor samleje i 6 uger. Når du er opereret i skeden, kan skeden i begyndelsen føles mere snæver. Enkelte kvinder oplever, at dette kan medføre ubehag eller smerter ved samleje. Smerterne er ofte forbigående og kan afhjælpes med silikonebaseret glidecreme i forbindelse med samleje. Du og din partner kan også være opmærksomme på, at nogle samlejestillinger kan opleves mere skånsomme end andre. Alternativt kan du 4-6 uger efter operationen med brug af glidecreme, massere operationsarret i skeden med en finger. Dette vil gøre arret mere smidigt og eftergiveligt, og smerterne vil oftest forsvinde. Hvis smerterne ikke forsvinder, vil vi drøfte den videre behandling, når du kommer til kontrol i Gynækologisk Ambulatorium. Her er der også tilbud om sexologisk rådgivning, såfremt I oplever behov for dette. Opfølgning efter operationen Du vil efter operationen få tilsendt en tid til kontrol i vores lægeambulatorium. 5/6


