Kikkertoperation ved graviditet uden for livmoderen. Til patienter og pårørende Vælg farve Laparoskopi ved ekstrauterin graviditet Du er blevet indstillet til kikkertoperation på mistanke om graviditet uden for livmoderen i forbindelse med dit besøg i Gynækologisk Ambulatorium. I denne patientinformation finder du de vigtigste informationer i forbindelse med din operation. Det foregår under fuld bedøvelse, så vi beder dig venligst om at læse patientinformationen "Bedøvelse og fasteregler". Her kan du blandt andet læse om reglerne for faste inden operationen. Du skal føle dig tryg og velinformeret om din forestående operation og dens mulige komplikationer. Samtale med læge, sygeplejerske samt denne patientinformation skal tilsammen sikre dette. Hvis du mangler information eller har spørgsmål til operationen, er det vigtigt, at du siger det til os, så vi kan give dig den information, du mangler. Vi forventer, at du kan tage hjem samme dag, som operationen er foretaget. Du må gerne være alene hjemme efter operationen. Du kan også planlægge at en pårørende er hos dig derhjemme. Ofte vil man blive indlagt akut mhp. observation og eventuel operation. Ellers medgives operationsdatoen. Kort fortalt om operationen Ved operationen pustes luft ind i bughulen og en kikkert føres ind igennem et lille snit ved navlen. Derudover får du 1-3 små snit ved skambenet. Ved operation for graviditet udenfor livmoderen fjernes graviditeten ved at lægge et lille sniti æggelederen og fjerne graviditeten. I nogle tilfælde fjernes hele æggelederen, hvis det skønnes nødvendigt. Hvis det under operationen ikke er teknisk muligt at fjerne graviditeten igennem kikkerten, kan det være nødvendigt at ændre operationsprocedure til en åben operation(bikinisnit). Under operationen får du anlagt et kateter i blæren. Dette fjernes igen efter operationen. Operationen varer som regel 1 time. Komplikationer Ved enhver operation er der risiko for komplikationer. Det kan dreje sig om blødning, infektion ved indstikstederne i huden, lunge- eller blærebetændelse eller skader på de omkringliggende organer. Overvægtige har en øget risiko for komplikationer. Rygning og alkohol Vi anbefaler om muligt, at du er varsom med at drikke alkohol op til din operation og helt undlader at ryge før operationen. Det er kendt, at patienter, der ryger eller har et alkoholmisbrug, har en øget risiko for komplikationer. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/3 Materiale nr: 111554 13.12.2023
Download PDF fil