Information til dig, der har været udsat for voldtægt Efter lægeundersøgelsen ønsker politiet at afhøre dig nærmere om overgrebet. Du har ret til gratis at få bistand fra en advokat, men du kan også under afhøringen blive støttet af en, du har tillid til. I det efterfølgende sagsforløb vil du normalt blive genafhørt. Det sker, fordi efterforskningen og den eventuelle gerningsmands opfattelse af overgrebet ofte giver anledning til yderligere spørgsmål. Derved sikres også, at du får lejlighed til at fortælle noget, som måske blev glemt i det hektiske tidsrum lige efter overgrebet. Bistandsadvokat Du kan få gratis hjælp af en advokat. Politiet skal, allerede inden du bliver afhørt første gang, oplyse dig om denne mulighed. Ønsker du ikke en bestemt advokat, beskikker Retten en advokat, der er vant til at have med voldtægtssager at gøre. Bistandsadvokaten kan blandt andet: • støtte under afhøringen både hos politiet og i Retten • holde dig orienteret om sagens forløb • forberede dig på retssagen • rådgive dig om forskellige hjælpemuligheder; for eksempel psykologhjælp eller hjælp, hvis du får økonomiske problemer på grund af sagen • opgøre dit erstatningskrav og sørge for, at det bliver sendt til Erstatningsnævnet • råde og vejlede dig, hvis du bliver generet af gerningsmanden • hjælpe dig med at klage til Statsadvokaten, hvis politiet eller anklagemyndigheden slutter sagen, og du er utilfreds hermed. Det, at en sag sluttes, behøver ikke at betyde, at man ikke tror på din forklaring. De nødvendige beviser til at få gerningsmanden dømt kan bare ikke skaffes. Retten Din bistandsadvokat kan fortælle dig om de muligheder du har, hvis sagen kommer for retten, og du bliver indkaldt som vidne. Normalt er retsmøder offentlige, men hvis du eller din bistandsadvokat anmoder om det, lukkes dørene, mens du afgiver forklaring. Det betyder, at kun de få personer, der har med sagen at gøre, er til stede i retssalen, og at din forklaring ikke må gengives i pressen. Dit navn, din stilling og din bopæl må heller ikke offentliggøres. Retten kan bestemme, at dørene skal være lukkede under hele sagen, eller at der ikke må refereres noget fra sagen i pressen. Dommeren kan også beslutte, at den der er tiltalt, ikke må være i retssalen, mens du afgiver forklaring. Bagefter får han din forklaring læst op, så han på den måde kan høre, hvad du har fortalt. Hvis den tiltalte bliver dømt, tager Retten stilling til det erstatningskrav, din bistandsadvokat har fremsat. Erstatningen kan blandt andet omfatte: • de ting, der er ødelagt under voldtægten -for eksempel tøj eller briller (tingskade) • udgifter til psykolog • tabt arbejdsfortjeneste • tort, svie og smerte (den retsstridige krænkelse af din frihed, fred eller person). Når overgrebet ikke er anmeldt til politiet Selv om du ikke ønsker at anmelde voldtægten, får du alligevel tilbudt en retsmedicinsk undersøgelse. Det er vigtigt, at den foretages så hurtigt som muligt, hvis du senere alligevel ønsker at anmelde det. Prøverne opbevares og destrueres først senere, hvis der ikke foretages anmeldelse. 2/9
Download PDF fil