Side 2

Graviditet efter termin - Svendborg Tidsbestilling Når du er gået 1 uge over fødselsterminen -dvs. ved graviditetsuge 41 + 0, bedes du ringe til den koordinerende jordemoder på fødegangen i Svendborg hverdage kl. 12 -14 på tlf. 20 56 63 15. Du vil blive tilbudt en tid til undersøgelse, når du er 10 dage over terminen, dvs. ved graviditetsuge 41 + 3. Hvis du er fyldt 40 år eller er gravid ved ægdonation, bedes du kontakte fødegangen i Svendborg, når du er gået 4 dage over terminen - dvs. ved graviditetsuge 40 + 4. Du vil blive tilbudt tid til igangsættelse, når du er gået ca. en uge over termin (graviditetsuge 41 + 0). Hvis du tidligere har født ved kejsersnit , bedes du kontakte fødegangen i Svendborg, når du er gået en uge over terminen- dvs. ved graviditetsuge 41 + 0. Hvis der er gået 18 måneder eller mere siden sidste kejsersnit, vil du blive tilbudt tid til igangsættelse i graviditetsuge 41 + 3. Hvis der er gået mindre end 18 måneder siden sidste kejsersnit, vil du blive tilbudt en tid til planlagt kejsersnit ved graviditetsuge 41 + 3. Hvis du har et BMI før graviditeten på 35 eller derover, skal fødslen foregå på Odense Universitetshopital. Når du er gået 5 dage over terminen dvs. ved graviditetsuge 40 +5, bedes du kontakte Ambulatoriet for gravide OUH på tlf. 65 41 23 23 alle dage kl. 08.00 - 14.30. Du vil blive tilbudt tid til igangsættelse, når du er gået ca. en uge over termin (graviditetsuge 41 + 0). At mærke liv Du skal mærke liv hver dag. Hvis barnet ikke bevæger sig, som det plejer, skal du henvende dig til Fødegangen i Svendborg på tlf. 63 20 54 00. Hindeløsning Hindeløsning er en metode, hvor jordemoderen i forbindelse med en indvendig undersøgelse fører en finger op gennem livmoderhalskanalen og løsner fosterhinderne fra livmodervæggen. Metoden kan kun foretages, såfremt livmoderen er begyndt at 'modne' til fødsel; det vil sige, at livmoderhalsen er afkortet, og livmodermunden har åbnet sig en smule. Hindeløsning øger sandsynligheden for, at fødslen går i gang af sig selv. Der er enkelte ulemper ved metoden: • Ubehag og smerter i forbindelse med selve hindeløsningen • Risiko for smertefulde plukkeveer uden at det ender i fødsel • Blødning efter hindeløsningen (ufarlig) Igangsættelse af fødslen Du kan læse om igangsættelse af fødslen i patientinformationen: "Igangsættelse af fødsel". Denne findes på afdelingens hjemmeside: http://www.ouh.dk/wm248511. Vi ønsker dig og din partner en rigtig god fødsel. Venlig hilsen Jordemødre og fødselslæger på Svendborg Sygehus 2/2

    ...