Forældreoplæring i observation af sondemåltid I nogle tilfælde kan I som forældre også afslutte måltidet. Dette gøres ved at sætte stemplet på sprøjten, hvorved den sidste mælk i slangen løber med i maven på dit barn. For at forhindre tilbageløb, klemmes sonden af, inden sprøjten fjernes, og sonden lukkes. For at udføre denne del af måltidet skal det være en klar aftale mellem sygeplejersken og jer. Hvis dit barn ligger og presser i løbet af måltidet, så mælken presses tilbage i sprøjten, er det nødvendigt at sætte gang i sonden igen, dette gøres af en sygeplejerske. Barnet skal være i ro 15-20 min efter måltidets afslutning for at undgå opkastning og gylp. Hvis I forlader afdelingen med barnet for at gå en tur med barnevognen, skal det ske efter aftale med sygeplejersken. Sonden skal ikke fjernes under gåturen, men det kan blive nødvendig at fjerne den undervejs, hvis barnet er kommet til at trække i den, så placeringen ikke er, som da den blev anlagt. Hvis dette sker, trækker I sonden ud med en hurtig bevægelse. Ny sonde anlægges, når I kommer tilbage til afdelingen. Et godt råd Lad dit barn sutte ved brystet under måltidet. Det stimulerer spytdannelsen og hjælper dermed fordøjelsen. Suttebevægelserne forplanter sig, så mavesækken begynder at tømmes i løbet af måltidet, og maden begynder at vandre ned gennem tarmene. Derudover lærer barnet, at det får maven fyldt og bliver mæt, når det sutter. 2/2
Download PDF fil