Afbrydelse af graviditet før graviditetsuge 22 - Odense Udskrabning Nogle kvinder har efter fødslen behov for at få foretaget en udskrabning. Dette vil foregå i fuld bedøvelse eller rygbedøvelse. Psykiske reaktioner Det er helt almindeligt, at der kommer en psykisk reaktion, når man mister et foster/barn; også selv om man ikke er ret langt henne i graviditeten. Det er naturligt, man bliver meget ked af det og føler en voldsom smerte. Mange føler også vrede over den uretfærdighed, at lige netop de skulle miste. Nogle oplever, at de slet ikke føler noget, hvilket ofte skyldes, at de er i chok. Erfaringer viser, at det letter sorgarbejdet, hvis man tør reagere på sine følelser, og hvis man får snakket om hvordan man har det. Der findes ingen rigtige eller forkerte følelser, når man sørger; alle følelser er tilladte. Mange par oplever også, at forløbet kan påvirke deres forhold både positivt og negativt. Nogle får en følelse af at komme meget tæt på hinanden. Andre kan slet ikke forstå hinanden. Det vigtigste er respekten for, at hver især forholder sig til sorgen på sin måde. Personalet vejleder i muligheder for tilskud til psykologhjælp. Tilbud om sorggruppe Region Syddanmark tilbyder alle forældre, der har mistet barn fra graviditetsuge 14+0 et sorggruppeforløb for par og enlige. Parret/kvinden vil blive kontaktet telefonisk senest 3 uger efter hændelsen af en sorggruppeleder med henblik på en uddybende samtale. Støttesamtale i svangreklinikken Personalet i svangreklinikken tilbyder ca. 4 uger efter indlæggelsen en støttesamtale i afsnittet. Det er meget forskelligt, hvor længe et sorgforløb varer. Mange par oplever at være forskellige steder i sorgen, hvilket kan være meget frustrerende. Her er det også vigtigt at forsøge at respektere hinandens forskellighed. Det kan for mange være en stor hjælp at tale med andre, der har oplevet det samme (se link til nyttig hjemmeside sidst i pjecen). Efterforløbet I efterforløbet er der flere ting, du/I skal tage stilling til: Vil du/I se og holde fosteret/barnet? Skal der tages fod- og håndaftryk? Vil du/I have taget billeder? Skal fosteret/barnet nedgraves, eller skal hospitalet tage sig af det? Skal I have jeres eget gravsted, eller skal det begraves på de ukendtes gravsted? Hvordan gør man rent praktisk, når man har fundet den løsning, der passer til en? Undersøgelser Det er altid frivilligt, om du/I ønsker fosteret/barnet obduceret, røntgenfotograferet eller kromosomundersøgt. I mange situationer vil disse undersøgelser samt forældreblodprøver imidlertid give et bedre grundlag for at rådgive jer om eventuelt fremtidige graviditeter. Det kan også få betydning for andre familiemedlemmer. 2/3
Download PDF fil