Til gravide og fødende på Ærø Til patienter og pårørende Vælg farve Dette er information til dig, der bor på Ærø, og som i samråd med din egen læge og jordemoder skal vælge fødested Hvis der er komplikationer eller særlige risici ved din graviditet, fødsel eller hos dit barn, anbefaler vi, at du føder på OUH Svendborg Sygehus eller på OUH Odense Universitetshospital. Begge steder har fødselslæge samt anæstesilæge og i Odense også børnelæge. På Ærø er det en jordemoder, der varetager alle fødsler, enten i hjemmet eller på hjemmefødestuen på Ærø Sygehus. Jordemødrene på Ærø er uddannet til selvstændigt at varetage al omsorg for dig under normal fødsel og til at holde øje med, om noget udvikler sig unormalt og sørge for at overflytte dig, hvis der er behov for det. Ved forventet normal fødsel og graviditetsvarighed mellem 37 uger og 0 dage indtil 41 uger og 3 dage og fødsel af barn i hovedstilling med vægt mellem 2.500 - 4.500 gram kan du føde på hjemmefødestuen eller i dit hjem med hjælp fra jordemødrene på Ærø. Vælger du at føde på hjemmefødestuen på Ærø Sygehus, skal du være opmærksom på, at et fødselstilbud på Ærø Sygehus er sidestillet med en hjemmefødsel. Det betyder, at der ikke kan tilbydes hjælp fra andet sundhedsfagligt personale end jordemoderen. Hvis du under fødslen får brug for indgreb som f.eks. kejsersnit, cup, ve-stimulering eller epidural, vil du blive overflyttet til fødeafsnittet på sygehuset i Svendborg eller Odense. Overflytningen vil ske med færge eller helikopter, og jordemoderen vil følge med dig hele vejen. Hvis barnet har behov for specialistbehandling, vil I blive overført til Odense, hvor der er en afdeling for nyfødte/neonatalafdeling. Det er til enhver tid dit eget valg, hvor du ønsker at fødslen skal foregå, og du kan til enhver tid ændre din beslutning. Hvis du ønsker at føde på Svendborg Sygehus, har du mulighed for at blive indlogeret på Svendborg Vandrehjem i dagene op til terminen, således at du er i nærheden af fødeafsnittet, når fødslen sætter ind. Du tilbydes barsel i henhold til Fødeplanen på Barselsafsnit, Svendborg Sygehus eller på sengeafsnit på Ærø sygehus. Hvad anbefaler Sundhedsstyrelsen? Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der på et fødested er tilknyttet en fødselslæge, en børnelæge samt et fuldt anæstesiberedskab bestående af anæstesilæge og anæstesisygeplejerske. Sundhedsstyrelsen stiller krav om, at fødestedet skal give kommende forældre skriftlig information om, hvad de kan forvente af fødestedet, når Sundhedsstyrelsens krav til fødested ikke opfyldes. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/1 Materiale nr: 106440 02.05.2019
Download PDF fil