Obduktion af dødfødt barn Til patienter og pårørende Vælg farve Forklaring til forældre om obduktion af dødfødt barn eller foster Ved en obduktion undersøges de indre organer. I flere tilfælde kan obduktion være med til at klarlægge årsagen til barnets død. I andre tilfælde vil obduktion give vigtige oplysninger om misdannelser og andre forandringer, som ellers ikke ville blive fundet. Disse oplysninger kan for mange forældre have stor betydning for forståelsen af barnets sygdom og kan være vigtige ved planlægning af fremtidige graviditeter. Obduktion er en systematisk undersøgelse, som foretages af en speciallæge på Afdeling for Klinisk Patologi. Obduktion foretages kun hvis forældrene har givet tilladelse. Forældrene kan give tilladelse til begrænset obduktion, hvor kraniet ikke åbnes, eller til at barnet kun undersøges udvendigt. Udvendig undersøgelse alene, eventuelt med røntgenundersøgelse eller CT-skanning, kan give vigtige oplysninger, men vil ikke kunne give samme fuldstændige billede, som obduktion med indvendig undersøgelse. Udvendig undersøgelse Barnet undersøges for tegn på misdannelser samt vejes og måles. Ved tegn på misdannelser fotograferes disse. Røntgenundersøgelse og eventuel CT-skanning kan foretages, hvis der er tegn på flere misdannelser eller dværgvækst. Indvendig undersøgelse Bryst- og bughule åbnes ved et længdesnit. Hvis forældrene har givet tilladelse, åbnes kraniet ved et længdesnit i nakkeregionen. Organerne tages ud, vejes og undersøges for forandringer og tegn på misdannelser. Der tages vævsprøver til mikroskopisk undersøgelse af alle organer for at finde tegn på sygdom, for eksempel betændelse. Afslutning Organerne lægges på plads i barnets krop, undtagen det væv, som skal undersøges, og sårene sys sammen. Hvis forældrene har givet tilladelse til obduktion af hjernen og der er tegn på misdannelser eller andre forandringer, vil hjernen ikke blive lagt tilbage i barnet, da undersøgelserne i dette tilfælde tager flere uger. Undersøgelse af moderkagen Forandringer i moderkagen kan i nogle tilfælde være med til at forklare forløbet. Derfor undersøges moderkagen med fosterhinder og navlesnor altid efter abort eller fødsel af et dødt barn. Moderkagen måles og vejes og der tages prøver til mikroskopisk undersøgelse. Resten af moderkagen brændes efter afsluttet undersøgelse sammen med andet biologisk materiale fra hospitalet. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/1 Materiale nr: 105336 30.08.2017
Download PDF fil