Urinflow og måling af resturin Til patienter og pårørende Vælg farve Undersøgelse af din vandladning Hvorfor udfører vi undersøgelsen? Urinflow er en undersøgelse, som giver oplysninger om din vandladning. Undersøgelsen er vigtig for at planlægge behandlingen af dit vandladningsproblem. Formålet med undersøgelsen er at måle: • Med hvilken hastighed blæren tømmer sig. • Om blæren tømmer sig helt. Sådan forbereder du dig Du skal møde til undersøgelsen med en tilstrækkelig fyldt blære. Det betyder, at du skal møde med tydelig vandladningstrang, og at det er mindst 2-3 timer siden sidste vandladning. Vandladningen skal være over 150 ml. og hvis vandladningen er for lille, skal undersøgelsen evt. gentages. Undgå at komme med overfuld blære. Dette kan give et misvisende undersøgelsessvar omkring din blærefunktion, så undersøgelsen evt. skal gentages. Er det ikke muligt at møde med fyldt blære, eller har du problemer med at styre blæren, er du velkommen til at møde før den aftalte tid. Kontakt personalet hvis du har behov for drikkevarer, så du kan fylde blæren. Undersøgelsen laves i forbindelse med din samtale med lægen eller sygeplejersken. Hvis du har tegn på blærebetændelse, kraftig menstruation eller diarre, skal undersøgelsen måske udsættes. Ring venligst til os på tlf. 65 41 19 74 . Sådan foregår undersøgelsen Du er alene under undersøgelsen. Du sidder på en toiletstol og lader vandet ned i en tragt. På stolen er tilkoblet et måleapparatur, som måler urinmængden og urinstrålens hastighed. Efter vandladningen får du ultralydscannet blæren for at konstatere om blæren er tømt. Undersøgelsen er ikke forbundet med ubehag. Svar på undersøgelsen Du får svar på undersøgelsen ved den efterfølgende sygeplejerske- eller lægesamtale. Undersøgelsen finder sted på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D, på OUH Odense eller på Svendborg Sygehus. Har du spørgsmål til undersøgelsen, eller er du forhindret i at komme, skal du melde afbud på tlf. 65 41 19 74 . Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/1 Materiale nr: 104893 08.12.2021
Download PDF fil